Rejsegilde på varmeværket
Inden længe bidrager solen til radiatorvarmen
SÆBY: På en råkold overskyet januar formiddag havde Sæby Varmeværk inviteret til rejsegilde på den nye pumpe- og vekslerbygning, der skal være hjertet i det kommende 25.300 m2 store solvarmeanlæg.
Tirsdag 22. januar måtte formanden for værket, Rune Dam Dyhr afbryde godt en halv snes håndværkere og teknikere i deres arbejde, for som traditionen byder, at afholde rejsegilde med tale, krans og røde pølser.
Rune Dam Dyhr nævnte i sin tale, at de havde reduceret solcellearealet med ca. 5.000 m2 for at reservere plads til etablering af et kommende datacenter, hvorfra Varmeværket skal udnytte overskudsvarmen, når alt elektronikken skal afkøles.
- Grundet skiftende skatte- og afgiftsbetingelser inden for energisektoren kan det være særdeles vanskeligt at vide, hvilke alternative produktionsmetoder der på sigt er mest rentable sagde Rune Dam Dyhr. Men ud fra de præmisser vi kender i dag, er anvendelsen af solens stråler den der giver den billigste varme i radiatorerne.
Bygningen forventes lukket 10. februar. Herefter tager montørerne fra Tjæreborg Industri over for at få anlægget gjort færdigt og klar til at blive taget i brug i slutningen af april 2019.
Solvarmeanlægget forventes at komme til at levere cirka 20 procent af den samlede produktion.
Det er Rambøll Energi der er valgt som bygherrerådgiver.
Hovedentreprenørerne for hele solvarmeanlægget er Tjæreborg Industri a/s, Arcon-Sunmark a/s, Magnus Thomsens Efterfølgere og Strandby El-Teknik, som til udførelsen af dele af opgaverne har indgået aftaler om underentrepriser med Nordjysk VVS ApS, Nørre Halne VVS, Vognmand Peter Østgaard og JE Byg ApS.