Red Barnet har brug for flere indsamlere
KOMMUNEN: Coronakrisen risikerer at koste 6.000 børn livet hver dag. Søndag 6. september samler Red Barnet ind til at hjælpe de børn, der er allerhårdest ramt af pandemien, men der mangler indsamlere I Hjørring Kommune.
- Der er mere end nogensinde brug for, at vi stiller op for børnene. Hvis vi ikke handler omgående, kan vi på rekordtid komme til at smadre de enorme fremskridt, som det har taget årtier for verdens børn at tilkæmpe sig. Ved at melde sig som indsamler kan man hjælpe Red Barnet med at hjælpe de børn, der betaler den allerhøjeste pris for corona, siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.
Pengene fra landsindsamlingen går til Red Barnets arbejde. Ude i verden er det blandt andet til medicin, mad og skolegang til udsatte børn i krigsramte og fattige lande og til nødhjælp til børn i lande som for eksempel Libanon, hvor corona lige nu kun er én ud af flere katastrofer. Herhjemme i Danmark bruges pengene blandt andet på aktiviteter for børn, der er uden for fællesskabet.
Coronavirussen har fået Red Barnet til at gentænke måden, som de frivillige samler ind på. For at begrænse risikoen for smittespredning er årets landsindsamling kontantløs.
Det betyder, at årets indsamlere kun skal tage imod donationer via MobilePay og sms.