Billede beskrivelse

Ragnvald tog kegler

MEDLEVENDE KONCERT: Der blev budt op til fest på plejecentret

12. juni 2021 kl. 05.00

Richard Ragnvald gav en medlevende koncert på Rosengården

I et forår, hvor koncerter blev aflyst på stribe, rejser Richard Ragnvald nu landet tyndt for at give koncerter på plejehjem og ældrecentre.

8. juni nåede han således til Plejecenter Rosengården i Sæby, hvor han gav sin koncert nummer 250.

Vita Frost Emborg fra Rosengården fortæller, at der i lang tid har været besøgsforbud på plejehjemmet, hvorfor vi ikke i de seneste halvandet år har afholdt underholdning for beboerne.

Så forventningerne til livekoncerten var helt i top og det blev stemningen også, da Richard Ragnvald entrede scenebilen og tog hul på et ældrevenligt potpourri.

Billede beskrivelse

De gamle sange gik rent i hjertet på publikummet, som med genkendelsens glæde kunne synge hele teksten til ”Sølvstænk i dit gyldne hår”, med Siegfried Pedersens tekst: ”Snart skal livets aftenklokker, ringe solfaldstimen ind. Sølvstænk i de gyldne lokker, furer på din fine kind. Tak for gode som for onde år, sølvstænk i dit gyldne hår. Lyser om din fine pande, livet mod sin aften går”.

En veloplagt Richard Ragnvald fremførte gode gamle kendinge som, ”Så er der sommer i Danmark” (og Sæby), ”En lille pige i flade sko”, ”Skomager Anton”, ”Den glade vandrer kaldes jeg”.

Som ekstra nummer, blev der rundet af med kunstnerens helt store hit - ”Kære Lille Mormor” som skabte gode minder hos de fleste.

- Hensigten med turnéen og min optræden i Sæby er et forsøg på at skabe lidt glæde i en hård tid, fortæller Richard Ragnvald.

Fra Rosengårdens personale lyder, at det var et vellykket arrangement, som skabte glæde hos beboerne. Efter koncerten blev der budt på eftermiddagskaffe og kage på hver af afdelingerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste