Pyramidetræf på Frederikshavn Havn

02. marts 2018 kl. 06.56

Udvidelsen af Frederikshavn Havn skrider planmæssigt frem og er nu gået ind i en ny fase.

Lige nu minder det nye havneareal om Frederikshavns svar på Egyptens pyramider, men det ér ikke et forsøg på at lave et "Cold Giza" i Frederikshavn men derimod pyramider af sten og grus, der tårner sig op på havnearealet.

700.000 ton sten og grus skal der i alt bruges til at befæste den nye kajgade langs den 600 meter lange mole samt det 330.000 kvadratmeter store baglandsareal.

De enorme mængder sten og grus hentes i den norske skærgård og losses i land med et stort transportbånd, der afleverer stenene og gruset i geometrisk pyramideform.

Der er stor interesse om havneudvidelsen, og mandag 19. marts kommer skatteminister Karsten Lauritzen (V) og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) på besøg til den store havnerundvisning.

Projektleder Abel Garcia fra Modern American Recycling Services (MARS), der har lejet sig ind på størstedelen af det nye havneanlæg, er også til stede og vil fortælle om den amerikanske ophugningsgigants nye værft.

Abel Garcia fra MARS deltager som tidligere nævnt også Frederikshavn Erhvervsforenings generalforsamling dagen efter.

MARS forventer at ophugge godt 200.000 ton skrot om året fra de nye faciliteter.

Havnen vil med udvidelsen kunne anløbes af større og større skibe, som kræver større vanddybde og mere manøvreplads i havnen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste