Billede beskrivelse

Puljepenge styrker forældresamarbejdet

Fem institutioner i Frederikshavn har fået knap 2 millioner til opgaven

02. oktober 2018 kl. 12.51

FREDERIKSHAVN: Som en del af dagtilbudsaftalen "Stærke dagtilbud - alle børn skal med i Fællesskabet" bliver der nu uddelt 52,1 million til målrettede sociale indsatser i landets dagtilbud.

Knap 2 af disse millioner ender i Frederikshavn, hvor de skal gøre fyldest i Børnehuset Mariehønen i Jerup, Børnehaven Humlebien på Knudensvej, Børnehuset Mælkevejen ved Badmintonhallen, Bangsbo Børnehus og Børnehuset Hånbæk.

Formålet er at øge kvaliteten i den sociale og tværfaglige indsats, der er målrettet udsatte og sårbare børn i dagtilbud, og herigennem styrke udsatte børns læring og trivsel.

Kommunerne har kunnet søge på vegne af dagtilbud og Frederikshavn har søgt midler målrettet til at styrke det deltagende forældresamarbejde.

Det er nu honoreret med en bevilling på 1.896.714.

Med pengene følger også en ekstern evaluering af de enkelte projekter, som skal afdække gode tilgange og erfaringer, som kan inspirere og understøtte det pædagogiske personale i deres hverdag med at løfte udsatte og sårbare børn.

- Vi ved at et godt dagtilbud er med til at løfte børn fra udsatte familier, både i forhold til deres trivsel nu og her, men også i forhold til deres muligheder for fremtiden.

- Med de 52 millioner kroner til projekter med målrettede sociale indsatser, får vi en rigtig god mulighed for at se, hvordan man som dagtilbud kan arbejde systematisk i samarbejdet med sundhedsplejen og forældre, så vi kan give flere børn en bedre start på tilværelsen. Det handler om, at sætte tidligt ind, mens vi stadig kan ændre barnets livsbane, siger børne- og socialminister Mai Mercado.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste