Premiere for Palads Teatret- nu er der film
7. april 2022 er historisk i Frederikshavn. Den allerførste film vises for gæsterne i den spritnye biograf Palads Teatret. Der er fire sale, og vi er i den store sal.
”Fantastiske Skabninger: Dumbledores hemmeligheder” med Mads Mikkelsen på rollelisten toner frem på det kæmpestore lærred. Palads Teatret har Danmarks største Cinemascopelærred. Lyden er også noget særlig. Ingen andre biografer i Nordjylland har Dolby Atmos, som er mere end surround, lyden kommer også nedenunder og lige over vores hoveder.
Vi har sat os godt tilrette i de nye stole, som der også er Danmarkspremiere på. Biografen har investeret i fire helt nye stoletyper på det danske marked. Og lidt sjovt så er der kæreste chaiselonger på første række. Altså dobbeltsæder, hvor man kan sidde tæt.
Vi har fået plads i den øvre del af salen. Nordjyske har inviteret to gæster med i biografen, som ved noget om lyd og billeder.
Tjek på lyd
Rasmus Sørensen bor i Frederikshavn og arbejder professionelt med lys og lyd i Profox, Svenstrup, som står for teknisk udstyr til en række store koncerter og events. Han er uddannet eventtekniker på EUC Nord, hvor lyd er en vigtig del af uddannelsen.
Jens Erik Svendsen, Frederikshavn, er sådan rent personligt meget interesseret i lyd og teknikken i salen og går jævnligt i biografen. Derfor vil vi gerne høre, hvad de mener om Palads Teater anno 2022.
- Det er overvældende. Helt vildt, at vi har fået sådan en biograf i Frederikshavn, siger de.
Jens Erik Svendsen er kommet i den gamle Palads, og kalder den nye for et kvantespring. Virkelig gode forhold og rart, at der er så god plads mellem rækkerne.
Lydkenderen Rasmus Sørensen, er imponeret over, at biografejerne er gået all in og har besluttet sig for Dolby Atmos i to af salene.
Benplads i særklasse
Kris Søgaard Pedersen driver Palads Teatret sammen med sin kone Sofia Rafn, og de har lavet den helt store research rundt om i Danmark og udlandet for at finde inspiration til den nye biograf.
De har tidligere fortalt hvordan, at de har ønsket at skabe et biografmiljø, som de selv ville føle sig godt tilpas i. At skabe en helt unik biografoplevelse i Nordjylland.
Oplevelsen starter i det øjeblik, du åbner døren og kommer indenfor.
- Ude fra ser bygningen almindelig ud, men den kan noget indvendig for eksempel med små hyggelige kroge og samtidig masser af luft, forklarer Jens Erik Svendsen, der er uddannet bygningsingeniør.
Det letbuede lærred virker helt vildt stort inden filmen er i gang. Men da Mads Mikkelsen og Jude Law toner frem, får jeg en fornemmelse, at de er lige her foran mig, nærværende uden at være for tæt på. Det er stort på den gode måde.
Forhold passer til Frederikshavn
Og biografparret har ramt spot on, hvis du spørger biografentusiasten Emil Smed, der bobler af begejstring, da han første gang ser forholdene i sal 2. Han kender biograferne i både Hjørring og Aalborg, og Frederikshavns nye biograf er bare bedre.
- Her er tænkt på, hvordan godt det føles, at være i biografen sammen med andre, hvor salen virker fyldt. De har valgt at have færre pladser i salene end andre biografer, jeg har været i. Det er en god løsning, fordi det kommer til at føles, at vi er mange i biografen. Det er godt tænkt, siger han og kigger på gulvet foran rækkerne.
- Hvor er her meget benplads. Nu kommer man aldrig til at forstyrre dem på rækken, når man skal forbi.
Man har også armlæn helt for sig selv. Jeg håber virkelig folk vælger at køre til Frederikshavn, for den her biograf er 2.0 udgaven af de moderne biografer, siger han.
208 pladser i den store sal
Den største sal har plads til 208 personer, mens sal to og tre har plads til henholdsvis 110 og 65 personer. Sal fire er der plads til 33 personer og den bliver velegnet til private arrangementer og nichefilm.
Lys i biografmørket er der også tænkt på med bordlamper.
Stolene er også de første af sin slags i Danmark i præcis den her funktion, hvor man kan ligge ned, hvis man synes.
I det hele taget er der så meget at opleve i den nye biograf, og så har vi slet ikke været inde på selve filmene. Dem er der masser af de kommende dage.