Skiltet er oppe: Palads Teatret nærmer sig åbningsdagen

Nu er skiltet kommet op og vi kommer tættere og tættere på åbningsdagen

31. januar 2022 kl. 09.58
Opdateret kl. 10.41

FREDERIKSHAVN: Hvis man ikke lige var klar over, hvor Palads teatrets nye sale kommer til at ligge, så kan man i hvert fald forvisse sig om det ved selvsyn nu.

Lige inden stormen Malik brød ud i lys lue kom det nye skilt op på endevæggen af den største sal som et bevis på, at det nu ikke varer så længe, inden vi kan komme inden for og nyde de nye luksussale.

Klar inden påske

Inden påske inviteres vi alle inden for i det spritnye filmtempel med landets største cinemascope-lærred, med lydoplevelser, der vil sige spar to til hvad man tidligere har oplevet og biografrum, der byder på buede rækker og luksusstole, som kan justeres efter gæsternes eget ønske, og som man næppe har lyst til at flytte sig fra.

Ingen tvivl om, at barren har været sat ekstremt højt hos de to ambitiøse biografdirektører for Palads Teatret i Frederikshavn, parret Kris Søgaard Pedersen og Sofia Rafn Abildgaard, som forventer, at den kommende biograf vil tiltrække markant flere gæster end i dag.

Tager førertrøjen i filmformidling

Parret besluttede på et meget tidligt tidspunkt i processen, at de ikke ville gå på kompromis med hverken lyd, billede eller stole.

- Man kan sige, at vi bygger det nye Palads Teater som vi selv gerne selv vil blive mødt, når vi går i biografen, lyder det fra Kris Søgaard Pedersen og Sofia Rafn Abildgaard, der ikke er i tvivl om, at Frederikshavn kommer til at tage førertrøjen i filmformidling i hele regionen, når dørene slås op før påske.

Vi har længe kunne se særligt de to store sale vokse frem ud mod Rådhus Allé lige overfor Rådhusparken.

Og det er på endevæggen af den største, at skiltet nu er kommet op.

Bag ved dem op mod Ørnevej finder man så de to mindre sale og mellem dem er der et kæmpe foyerområde i to plan.

Man kommer til at tilgå Palads Teatret ad den trappe, der længe har prydet den gamle Værkergrund.

Trappen fører gående op mellem de to boligtårne, som A/S Trigon også er ved at bygge, og det er på den vej, man møder den nye hovedindgang.

De fire sale blev lukket sidst på efteråret og tømrerne er godt i gang med at bygge biograferne op indvendigt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste