Portvins-smagning hos Vinspecialisten

16. august 2017 kl. 07.00

Igen igen får Vinspecialisten fint besøg - denne gang til portvinssmagning den 31. august.

De har inviteret Market Manager Gustavo Devesas fra portvinsfirmaet W. & J. Graham’s & Co., der er et af de førende huse i Douro-dalen, Portugal.

Portvin er blevet mere og mere populær, og bliver ikke længere kun forbundet med gamle mænd, desserter eller noget man kun får juleaften. Portvin bliver nydt i alle aldre, en lækker sommerdag på terrassen, og selv til et lækkert stykke rødt kød. Derfor har de i Vinspecialisten valgt denne aften, at servere en lækker menu til smagningen, der finder sted i deres hyggelige kælder i det gamle Løveapotek.

Mange af de gode ting i vinbranchen sker ved et tilfælde, og historien om portvinsfirmaet Graham’s er ingen undtagelse. Indtil 1820 handlede huset med tekstilvarer. En kunde kunne ikke betale sin forfaldne veksel til firmaets afdeling i Porto, og man måtte derfor nødtvunget acceptere 27 piber (fade) portvin som betaling. Vinen blev dog solgt med så stor succes, at firmaet ligefrem blev opfordret til at gentage handelen. Graham’s fik hurtigt opbygget et godt ry indenfor portvin, og i slutningen af det 19. århundrede var man ikke alene en af de største afskibere, men også en af de mest anerkendte.

I 2016 blev de kåret som nr. 1 i "The World’s Most Admired Brand" indenfor portvin, så der vil uden tvivl være noget at se frem til denne aften!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste