Portræt af Tove Ditlevsen på Frederikshavn Bibliotek
Hendes eget kvindeliv smuldrede - alligevel har ingen dansk digter brugt ordet “hjerte" så ofte som Tove Ditlevsen.
I år kunne hun være fyldt 100 år, og hendes litterære bedrifter er stadig aktuelle.
Hør forfatter Jens Andersen fortæller om den stærke kvindeskikkelse, mandag 27. november, kl. 19.30 på Frederikshavn Bibliotek.
De fleste forfatterskaber blegner 10-15 år efter forfatterens død, men ikke Tove Ditlevsens mange bøger, som har bevaret deres popularitet.
Tove Ditlevsen, som blev årets klassiker i 2017, formåede med sine værker om opvækst, ægteskab, moderskab og misbrug at nå ud til mange mennesker.
"Pigesind", "Kvindesind", "Blinkende Lygter" og "Barndommens Gade" skylder vi Tove Ditlevsen. De virker stadig vedkommende, vi læser og bruger dem fortsat i mange sammenhænge, sideløbende med, at de også stadig tiltrækker nye fortolkere.
Selvom hendes eget kvindeliv smuldrede i dødsdømte ægteskaber og lange ophold på psykiatriske hospitaler, så fandt Tove Ditlevsen alligevel overskuddet til i mange år at redigere en læserbrevkasse i Danmarks største ugeblad, og herigennem kom hun i berøring med mange forskellige mennesker.
- Tove Ditlevsen ville være fyldt 100 år 14. december i år. I den anledning udgiver forlaget Gyldendal de bedste af Tove Ditlevsens digte under titlen: "Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø.", som biblioteket selvfølgelig har på sin indkøbsliste, fortæller bibliotekar Pernille Lisborg.
Indtil bogen foreligger varmer biblioteket op med et portræt, hvor forfatter Jens Andersen fortæller om den stærke kvinde, der på trods af egne udfordringer i livet, gik imod den mandlige modernisme i 1960’erne og blev en del af kvindesagen.
Journalist og forfatter Jens Andersen debuterede i 1990 som biografiforfatter med en bog om forfatteren Thit Jensen.
Siden har han skrevet 16 værker - primært biografier om danske forfattere bl.a. Tom Kristensen, H. C. Andersen, Ole Lund Kirkegaard og Tove Ditlevsen.
Helt aktuelt har Jens Andersen netop udgivet biografien "Under Bjælken" om kronprins Frederik.