Populært spis sammen-arrangement har fået comeback
Endelig kunne Gærumborgerne mødes til spis sammen-aften i hallen igen. En tradition, mange har savnet under coronaårene. Over 100 børn og voksne fik en festlig aften med lækker mad fra Slagteren på Suensonsvej, som havde sammensat en god menu.
Efter velkomst og Gærum-sangen var der mad efterfulgt af et storslået amerikansk lotteri, som Kernehusets aktivitetsudvalg stod for. De mindste børn, som deltager i Abekattesjov hele vinteren, gav en lille smagsprøve på, hvad deres aktiviteter går ud på.
Aftenen sluttede med kaffe og kage og endnu mere snak og hygge over bordene. Det blev til endnu en god aften i Gærum, hvor landsbyfællesskabet viste sig fra sin bedste side. Det var Gærum Samvirke, som havde arrangeret den hyggelige aften i hallen og på skolen.