Populært købmandspar holdt afskedsreception
35 år som købmandspar i Hedebo Super synger snart på sidste vers for Lone og Keld Jensen.
Lone og Kjeld Jensen rundede i sommer, henholdsvis 64 og 67 år, og har besluttet at tiden er moden til at gå på pension og overlade deres ”hjertebarn” til yngre og friske kræfter.
Trofaste kunder, naboer, samarbejdspartnere, tidligere ansatte samt familie og venner var i stort tal mødt op til købmandsparret uformelle afskedsreception den 25. august.
Lone og Keld ønskede at sige tak til de mange, der har gjort det muligt, at de kunne få 35 fantastiske år på Hedebo.
Ud fra de mange søde hilsner og gaver var taknemmeligheden gensidig.
Som i tidligere år holder købmandsparret butikken åben frem til midten af september. Som traditionen tilsiger, slutter de sæsonen af med et brag af et udsalg fra den 14. til 17. september.
Herefter bliver der pakket ned og gjort klar til, at deres efterfølgere 36-årige Sabrina Åsted Krüger og 38-årige Daniel Åsted Krüger kan få overdraget nøglen den 1. november.
For at snuse til købmandsfaget har Sabrina, der har en baggrund som sygeplejerske, i sommers været elev i Hedebo Super for at lære af forgængernes mange erfaringer.
Lone og Keld har pt. ingen forkromede fremtidsplaner ud over at nyde friheden og til at skulle se noget mere til deres børnebørn.
