Populær gæst i Café Mandfred

62 kvinder mødte op for at høre borgmesteren fortælle om et liv som toppolitiker

24. februar 2020 kl. 12.05

Budskabet går næsten altid rent ind, når borgmester Birgit S. Hansen står på ”talerstolen”, det gjorde det også lørdag formiddag i Østervrå Frikirke, hvor kvinder i alle aldre havde fundet vej til en overlækker brunch og borgmesterord – helt uden mænd.

Hvordan harmonerer rollen som mor, datter, søster, hustru og veninde med rollen som borgmester? Det var det emne Birgit Hansen var blevet bedt om at sætte fokus på. Vi kom med hele vejen – meget passende med udgangspunkt i familiens stamtræ, og hvad det er man får med i bagagen hjemmefra. Vi kom omkring rollen som datter og mor, udfordringen i hjemmet, som skal fremstå rent og rydeligt, og hvordan man skal være fokuseret på at ens ægtefælle også kan se sig i rollen som borgmesterens mand. Det hele serveret med den kendte vendelboske, ironiske distance, som kendetegner Birgits stil, hvor hun aldrig er bange for at sætte sig selv i spil, og hudløst ærligt fortælle helt personlige ting. Der blev i den grad plads til smil og høj latter, men medaljen har jo også altid en bagside.

Skarpere tone

Feltmadras, Johnny Madsen-hår og rød luder er blot nogle af de ting Birgit Hansen har lagt ører til. Tonen på de sociale medier, men også i hverdagens møde med borgerene, er blevet meget skarpere, og det tærer på kræfterne.

Vi fik et lille indblik i den politiske dagsorden – helt aktuelt, skitserede Birgit udfordringerne med den megen omtalte udligningsreform, som blot er én ting, der trækker tænder.

Stiller hun mon op igen til næste valg? Det kom der hverken et ja eller nej til.

– Jeg har selv den holdning, at så længe jeg har troen på, at det nok skal gå, så er jeg med, men mister jeg først den tro, så er det ikke mig, der skal stå i spidsen for kommunen længere, lød det klart og tydelig.

Fyldt op

Inden borgmesteren gik på blev der serveret en overdådig og meget lækker brunch med bl.a. to slags græsk yoghurt, frugtkompot, bacon, scrambled eegs, lun leverpostej, laks m/avocado, muffins m/fyld, skinkestænger, ost, marmelade, små vandbakkelser m/hindbærskum m.m. Dertil rugbrød, boller og knækbrød – og så glemte jeg vist lige at nævne at alt selvfølgelig var hjemmelavet.

Således fyldt op i både maver og hoveder kunne de 62 deltagere gå hjem til familien i tryg forvisning om, at vi kvinder ikke er ufejlbarlige, vi har mange fælles udfordringer og opfattelser af livet – måske skulle vi bare blive lidt bedre til at tale højt om det i hverdagen?

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste