Billede beskrivelse

Pludselig røg støtten fra kommunen - men første år på egne ben gav overskud

Turistforening havde udfordrende år - men er ifølge formand kommet flot i mål

26. april 2022 kl. 14.35

VENDSYSSEL: Langt hurtigere end forventet har turistforeningen "Toppen af Danmark" bevist, at det er muligt at drive Danmarks største turistforening uafhængigt af Frederikshavn Kommune. Det skriver foreningen i pressemeddelelse på bagkant af årets generalforsamling.

Her lyder det således, at "der var stolthed i stemmen, da formand Ulla Mosich tog ordet på årets generalforsamling".

- 2021 markerede en milepæl. En politisk beslutning betød, at vi ikke længere har kontrakt med Frederikshavn Kommune. Beslutningen kom med relativt kort varsel, men efter flere års nedskæringer i kontraktbeløbet, havde vi en fornemmelse af, at det kunne bære den vej. Vi forberedte os med en ny forretningsstrategi og tilpassede driften. I budgettet for 2021 var der forventning om underskud i et par år. Jeg kan her med stolthed afsløre, at det ikke er tilfældet for det år, der er gået, siger Ulla Mosich i pressemeddelelsen.

Der var budgetteret med et underskud på 500.000 kroner efter løsrivelsen fra Frederikshavn Kommune - men turistforeningen endte faktisk med et overskud på 116.000 kroner.

Vækst på flere områder

Overskuddet i 2021 er blandt andet drevet af fortsat vækst i feriehusudlejningen samt nye kommercielle partnerskaber med nordjyske turismeaktører. Samarbejdsaftalerne sikrer partnerne hjælp til sponsortegning, markedsføring eller PR-arbejde. De kan også tilkøbe sig synlighed via Toppen af Danmarks forskellige kommunikationskanaler - eller sælge produkter på den nye bookingplatform, som gik i luften i 2021.

- Der er arbejdet benhårdt med at få portalen i gang, og vi skal til stadighed blive bedre og mere effektive. Jeg vil opfordre alle, der har mulighed for det, til at lægge arrangementer til salg på portalen. Jo flere tilbud, der er, jo bedre og mere interessant bliver den for de mange brugere, vi har. Tag fat i vores kontor. De står klar til at hjælpe, lyder opfordringen fra Ulla Mosich.

Meget at se frem til

Hun varslede på foreningens generalforsamling et travlt 2022, hvor turistforeningen ikke kommer til at ligge på den lade side. Forretningsstrategien skal eksekveres og justeres i takt med, at foreningen for alvor finder fodfæste i den nye rolle uden kommunale forpligtelser. Samtidig venter en sæson, hvor gode oplevelser forhåbentlig vinder over aflysninger og coronarestriktioner.

- Skagen Festivalen bliver gennemført i år. Og det endda for 50. gang. Om kort tid åbner Skagens Kunstmuseer en unik Monet-udstilling, som kommer på historisk besøg fra Frankrig. Samtidig ser jeg personligt frem til sankthans på Skagen Sønderstrand, som i år præsenterer en båltaler, der er værd at rejse efter. Jeg glæder mig alt i alt over den opblomstring, som finder sted over alt i toppen af Danmark, sagde Ulla Mosich.

Om turistforeningen "Toppen af Danmark"

Toppen af Danmark samler mere end 300 turistaktører i Nordjylland. Foreningen blev stiftet i 1906 som Skagen Turistforening.

De senere år har foreningen heddet "Turisthus Nord", men i 2021 ændrede foreningen så navn til "Toppen af Danmark".

Toppen af Danmark har altid været medlemsejet og arbejder dengang som i dag for medlemmernes interesser. Det betyder, at alt overskud, som foreningen genererer, bliver geninvesteret i lokalområdet og på den måde bidrager til bæredygtig turisme.

Toppen af Danmarks aktiviteter omfatter blandt andet sommerhusudlejning, kommercielle partnerskaber, Skagen Marathon og bookingportalen toppenafdanmark.dk, hvor en totaloplevelse med både overnatning, udflugter, kulturtilbud og restaurantbesøg kan bookes samtidig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste