Paula sikrer forårssmilene
Botanisk Have: Stor donation omsat til lækre havemøbler
FREDERIKSHAVN: Botanisk Have nyder stor anerkendelse hos borgerne i kommunen.
Derfor kommer der ofte henvendelser om donationer til Haven både med små og store beløb. Og lad det være sagt med det samme – alle henvendelser bydes hjertelig velkommen, idet der altid vil være projekter, der kan finansieres til gavn og glæde for Havens besøgende.
Omkring årsskiftet fik Botanisk Have en henvendelse om en donation på 50.000 kroner fra Paula Hansen, der i øvrigt én gang tidligere har doneret et lignende beløb til Haven.
Der skulle findes et godt projekt, og da Haven i lang tid har ønsket sig nye havemøbler til de to terrasser på museets Voldsted, blev Skagerak kontaktet vedrørende to borde/bænksæt i teaktræ.
Her viste man sig meget imødekommende, og møblerne blev leveret i midten af januar måned og sat i depot i bonsaihuset, indtil at der blev lavet skilte til møblerne og terrasserne tilpasset møblerne.
Nu er møblerne så blevet taget i øjesyn af Paula Hansen sammen med vennerne Lillian Sønderby, Søren Sønderby og Hans Max Eggert, og der blev udtrykt stor tilfredshed med valget af møblement.
Og mens forårssolen bagte på den sydvendte terrasse, vintergækkerne blomstrede og fuglene sang, blev der lagt mange planer for fremtidige besøg med madkurven, og indvielsen blev beseglet med en hjemmebrygget bjesk, som Søren Sønderby var mester for.