I Frederikshavn benytter rigtig mange sig allerede af muligheden for at besøge Palmestranden.
Livet her

Palmestranden modtager 300.000 kroner

24. november 2022 kl. 09:41

Otte lokale initiativer, der styrker sundhed, bevægelse, fællesskab og nærvær landet over, bliver nu gennemført med støtte fra Salling Fondene via Føtex.

Et af dem er i Frederikshavn, hvor lokale ildsjæle får 300.000 kroner til at løfte fritidslivet og det lokale sammenhold.

I Frederikshavn benytter rigtig mange sig allerede af muligheden for at besøge Palmestranden. Ikke mindst unge mennesker, men i dagtimerne også dagplejere, børnehaver og skoler.

- Men med donationen fra Salling Fondene er målet at skabe endnu bedre rammer for socialt samvær, sport og motion i naturen og give borgerne i Frederikshavn nem adgang til det hele. Turister fra hele landet har også Palmestranden som mål og forventes at få stor glæde af de forbedrede omgivelser, oplyser Føtex i en pressemeddelelse.

Fantastiske ildsjæle

Det er varehuschef i Føtex Frederikshavn Claus Bøje, der har indstillet projektet.

For ham er det helt afgørende, at varehuset er med til at styrke lokalsamfundet. Derfor var det uden tøven, at han indstillede projektet til Salling Fondene.

Fra venstre ses Claus Bøje fra Føtex, Michael Nielsen fra Palmestrandens Venner og Ole Stenbakken, ligeledes Palmestrandens venner.

- Jeg er rigtig glad for at kunne støtte lokalsamfundet gennem den donation. Det er fantastisk at have nogle ildsjæle fra Palmestrandens venner, der har en vision om at få skabt nogle fantastisk rammer på palmestranden, der kommer alle i lokalområdet til gavn. Samtidig er alle medarbejderne i Føtex rigtig glade for at kunne give en lokal håndsrækning, siger varehuschef Claus Bøje.

For Palmestrandens venner giver donationen fritidslivet et gevaldigt løft.

- Vi har ventet med spænding på svar fra Salling Fondene, og er rigtig glade og stolte over donationen. Vi er især glade for at vi har fået "projekt og værksted" med. De unge skal hjælpe os med at udvikle og bygge elementerne til området, udtaler Michael Nielsen, Palmestrandens Venner. 

-Projekt og værksted" består blandt andet af unge mennesker, folk i jobprøvning, nytteindsatser med mere, som skal være med til at bygge elementerne til glæde for rigtig mange andre unge.

- Projektet vil virkelig give et stort løft til området til glæde for borgere og turister, slutter Michael Nielsen.

Allerede i begyndelsen af 2023 er der planlagt projektstart i Frederikshavn.

Annonceret indhold

Nyeste