Palmerne klar til ny strandtur
Tirsdag den 16. maj bliver der skruet op for sommeren i Frederikshavn, når Park & Vej planter 100 store hør- og dadelpalmer på Palmestranden.
Park & Vej gør sig klar til at sætte 100 palmer ud på Palmestranden tirsdag den 16. maj. Det betyder ganske enkelt, at sol og varme snart er på vej. Palmerne har overvintret i det kommunale gartneri, men skal nu ud på stranden og skabe den rette sommerstemning for lokale og turister i Frederikshavn Kommune.
Arbejdet begynder tirsdag morgen klokken 7.00 og i løbet af dagen, bliver de gravet ned i sandet. Når palmerne ankommer til Palmestranden, står Michael Nielsen fra Park & Vej klar til at fordele palmerne rundt på stranden.
- Jeg møder ind klokken 5.00 på Palmestranden, hvor jeg begynder at sætte de pæle, der markerer hvor palmerne skal stå, fortæller Michael Nielsen. Michael har haft ansvaret for Palmestranden og palmerne, lige siden de blev plantet for første gang i 2004.
- Palmestranden skal være et oplevelsesrum, og derfor forsøger jeg hvert år at finde nye placeringer til palmerne. Man skal nemlig besvære sig rundt på stranden for at få den fulde oplevelse af Palmestranden, fortsætter Michael.
Har du tid og lyst, så ta’ et smut forbi Palmestranden, og se hvordan Park & Vej arbejder med palmerne.