Påsketid på Sognefogedgården

26. marts 2018 kl. 07.20

Igen i år har museet Sognefogedgården åbent i påsken, og nu hele tre dage.

Sognefogedgården er et af Frederikshavns ældste huse, og under besøget kan man se, hvordan man boede i gamle dage. Huset står næsten som da den sidste ejer Peter Munk Nielsen forlod det i 1989, og da var der ikke sket de store forandringer siden hans forældre var unge.

Der vil være pyntet op i de små hyggelige stuer.

Rundt om på gården vil der være gemt æg, som børnene kan lede efter.

Finder de alle sammen, vil der være en lille spiselig gevinst.

Der vil være rundvisninger til dem, der måtte ønske det, og skulle man have lyst til at få nogle gammeldaws opskrifter med hjem, som inspiration til påskebordet, er der også mulighed for det.

En af de traditioner som findes her til påske, er gækkebreve.

Gækkebreve er en dansk tradition, som aldrig har bredt sig ud over landets grænser.

Når de første vintergækker viser sig, er det tid til at sende gækkebreve.

Gække betyder at drille eller narre, og det går ud på, at modtageren af brevet skal gætte, hvem der har sendt brevet.

Hvis modtageren ikke gætter det, skal vedkommende give et påskeæg, og bliver til nar til næste februar.

Traditionen med at sende gækkebreve stammer helt tilbage til 1600-tallet, hvor det var meget udbredt, i adelen og det højere borgerskab, at sende bindebreve på folks navnedag.

Dengang blev de fleste opkaldt efter en helgen, og helgens dag blev ens navnedag.

Der var modsat gækkebreve ikke anonyme afsendere.

I stedet kunne bindebrevet indeholde en silkesnor med knuder på, hvis modtageren ikke kunne binde knuderne op, inden solen gik ned, skulle han eller hun betale en bod, som oftest var en fest.

Man kunne også placere brevet steder, hvor modtageren kunne komme til at røre det mod sin vilje.

Hvis man havde rørt brevet, skulle man betale sin bod.

Så brug en af dagene i påsken til at komme ind og se den autentiske museumsgård "Sognefogedgården" på Mellergårdsvej 3. Der er åbent skærtorsdag 29. marts, langfredag 30. marts og 2. påskedag 2. april - alle dagene fra kl. 12-16.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste