Billede beskrivelse

På tyvetogt i påsken

25. marts 2018 kl. 19.20

Indbrudstyven elsker ferie - andres ferie.

I Påskeferien er tyvene også på spil, og det er især dyre ure og smykker, der er i høj kurs.

I 2016 erstattede Topdanmark på landsplan 26.771 ure og smykker.

Boligartikler og værktøj er også i indbrudstyvenes søgelys.

- Vi kan se, at kunderne anmelder flere indbrud i Påskeugen sammenlignet med andre uger om foråret. Det hænger formentlig sammen med, at det er en uge, hvor mange danskere holder ferie og er væk hjemmefra for at stå på ski eller nyde solen under varmere himmelstrøg, siger salgschef Kristian Juel-Storgaard fra Topdanmark i Frederikshavn.

I hele 2016 erstattede Topdanmark over 26.000 ure og smykker, der var stjålet fra danske hjem.

Dermed ligger ure og smykker øverst på listen over stjålne genstande. Også i Påsken.

- Smykker og ure, men også tablets og smartphones er nemt at tage med og samtidig nemt at omsætte for tyven, siger Kristian Juel-Storgaard.

Han opfordrer til, at man får smykkerne vurderet af en guldsmed, før det er for sent.

- Det er svært selv at sætte pris på smykker, og mange bliver overrasket over, hvor meget - eller hvor lidt - smykkerne er værd. En smykkevurdering består af en beskrivelse af det enkelte smykke fx hvilke sten og karat, der er tale om, siger Kristian Juel-Storgaard.

Det er vigtigt, at du kan dokumentere værdien af de smykker og ure, som du har mistet. Det kan gøres ved at gemme kvitteringer for købet. Har du ikke kvitteringen, kan du tage et foto af smykket.

- Men står det ikke på købsbevis eller kvittering, er det også vigtigt at have skrevet alle oplysninger ned om det enkelte smykke eller have en vurdering fra en guldsmed, for at være sikker på at få den korrekte erstatning. Et foto viser ikke noget om karaten på guld, om kvaliteten af en sten eller en perle, siger Kristian Juel-Storgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste