På sommertogt med Lions

To unge frederikshavnere var afsted på skonnerten Marylin Anne

16. juli 2018 kl. 08.20

FREDERIKSHAVN: I uge 28 har 24 unge været med Lions på togt i Limfjorden og i Randers fjord.

Med støtte fra Lions Kattegat og Lions Frederikshavn deltog Frederik og Kevin.

Undervejs på togtet lagde skibet til kaj i forskellige havnebyer, hvor lokale Lionsklubber og firmaer stod klar med events, aktiviteter og oplevelser for de unge mennesker.

På skibet oplevede de unge at få ansvaret for en række konkrete opgaver med alt fra sejlsætning til madlavning, opvask osv. - altså et reelt ansvar for at tingene på skibet fungerer, så det kan sejle.

De sov i hængekøjer i fælles "sovesal" og måtte stå tidligt op for at udføre opgaverne på skibet, men de har alle taget det i "stiv arm" og med et godt humør.

Der var stor ros fra lejrledelsen til unge for deres ansvarlighed.

Kevins og Frederiks umiddelbare reaktion efter togtet var: det var bare så fedt.

Togtet er udformet med det formål at give de unge en mulighed for at få en lille pause fra deres daglige liv og rutiner, mens de i fællesskab med de andre deltagere får nye spændende oplevelser for livet, opnår ny livsindsigt, udvikler nye venskaber og får fornyet mod på tilværelsen.

Der var run på de 24 pladser til togtet med Marylin Anne, og det var derfor et par tilfredse tovholdere, Inge-Lise Klemmensen fra Lions Kattegat og Niels Chr. Andersen fra Lions Frederikshavn, der sendte Frederik og Kevin på togt.

Det er efterhånden en tradition, at de to klubber sender et ungt menneske på togt.

- En tradition, som vi håber kan fortsætte, udtrykker de to tovholdere samstemmende

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste