På naturtur med Herluf
Haveselskabet, Frederikshavn kreds, holder tirsdag 20. marts foredrag i Maskinhallen om Gotland og Peloponnes.
Det er Herluf Johansen fra Bangsbo Botanisk Have, der holder foredraget, der starter kl. 19.
Herluf Johansen var i efteråret 2015 på en tur til Peloponnes under ledelse af professor emeritus Arne Strid, der er ekspert i Balkan landenes flora.
Turen startede i havnebyen Githion og herfra var der arrangeret ture til Mani halvøen, Malea halvøen og til ruinbyen Mistras.
På turene var der rig lejlighed til at se på spændende løg- og knoldplanter som krokus, tidløs, vintergæk, alpevioler, forskellige buske, træer og andre blomstrende vækster, som kan nydes i det behagelige Middelhavns klima.
Efter pausen fortæller Herluf Johansen om en tur I juni 2017, hvor han besøgte den svenske ø Gotland, der er et mekka for orkideelskere.
Specielt var den store forekomst af fruesko en fantastisk oplevelse.
På Gotland findes 35 forskellige orkideer, der trives godt i den kalkholdige undergrund.
Der bliver i forbindelse med foredraget vist en billedserie med planter, natur og seværdigheder i de besøgte områder.
Næste arrangement i Haveselskabet er 24. april, hvor havearkitekt Hanne Nippen i Maskinhallen holder foredraget Fra have til mave" og viser billeder fra Chelsea Flowershow.