På jagt efter værnemidler
Meget er kommet ind, men kommunen vil gerne købe endnu flere
KOMMUNEN: Personalet i blandt andet ældreplejen i Frederikshavn Kommune står nu bedre i kampen for at undgå spredning af coronavirus.
Takket være nordjyske virksomheder får kommunen eksempelvis ekstra håndsprit og beskyttelsesbriller på lager.
Frederikshavn Kommune bad i sidste uge lokale virksomheder om at sælge eventuelle lagre af værnemidler til kommunen.
- Det er godt at se, hvor stort samfundssind erhvervslivet udviser i denne helt særlige situation.
- Vi har fået en del henvendelser fra både lokale, regionale og landsdækkende virksomheder. Og flere af virksomhederne har ligefrem doneret værnemidlerne til os, siger borgmester Birgit Hansen.
Kampagnen har foreløbig skaffet kommunen mere end 1000 liter håndsprit og nogle hundrede masker og briller. Blandt andet har en virksomhed i Skagen doneret 1000 liter håndsprit.
- Det er en yderst flot donation, der kommer til at gøre stor gavn hos vores plejepersonale. Så vi både reducerer risikoen for smitte af sårbare borgere, men også smitte af personalet selv, fortæller Birgit Hansen.
Selv om kampagnen indtil videre har vist sig at være en succes, så er Frederikshavn Kommune fortsat på jagt efter flere værnemidler.
- Vi har stadig blandt andet handsker, masker og håndsprit stående på vores indkøbsseddel, for vi får helt sikkert brug for mere af det hele. Så virksomheder må meget gerne henvende sig, understreger borgmesteren.