Bestyrelsen i Frederikshavn Marineforening anno 2021: (f.v.) Claus Abildgaard, Bodil Viola Qvick, Orla Frederiksen, Esben Jensen, Preben Olsen, Pia Pennerup, Per Østergaard Rask, Jens Aksel Kruse og Torben Madsen.
Livet her

På jagt efter unge: Marineforeningen runder et skarpt hjørne

Marineforeningen har brug for ungt blod og kigger derfor ud i i Det Blå Danmark

10. juni 2021 kl. 06:00

Som den tredje af fire lokalafdelinger i dette år kan Frederikshavn Marineforening 12. juni 2021 træde ind i afdelingens andet århundrede. Og planen er klar for at få de næste hundrede år med.

Selv om afdelingen, som alle de 76 lokalafdelinger i Danmarks Marineforening, har lidt under coronapandemien, ser bestyrelsen fremad med de optimistiske briller på.

- Vi håber at kunne gennemføre både reception og jubilæumsfest i anledningen af vores 100-års-jubilæum, muligvis med små tilpasninger, fortæller afdelingsformand Preben Olsen.

Frederikshavn Marineforening har 162 medlemmer og det er en virkelig fin størrelse, men der skal udvikling til, erkender formanden,

- Vi trænger også til lidt generationsfornyelse, lyder der fra Preben Olsen og næstformand Torben Madsen, der sammen med den øvrige bestyrelse nu arbejder på at finde nye medlemmer, der lever op til Danmarks Marineforenings formål og værdigrundlag.

- Vi vil gerne kunne tilbyde alle i Det Blå Danmark et medlemskab, der både giver vores værdier videre, men samtidig også giver mulighed for andre aktiviteter i vores Marinestue end de gængse - og det direkte mål er en satsning på yngre, der så naturligt engang vil være dem, der overtager videreførelsen af Frederikshavn Marineforening, siger formandsskabet.

De vil aktivt forsøge at hverve fra Søværnets Sergentskole og fra den store maritime uddannelsesinstitution Martec.

- Når det bliver muligt, vil vi starte med at involvere lærerstaben fra de to uddannelsesinstitutioner. Målet er ikke, at alle de unge mennesker skal melde sig ind i vores afdeling, men at de skal have kendskab til Danmarks Marineforening, så de kan melde sig ind i den lokalafdeling, de selv vælger, understreger Preben Olsen.

Afdelingen arbejder også på ideen om at skabe en ungdomsafdeling, hvor den yngre generation fra Søværnet og De Blå Erhverv kan afholde arrangementer uden de gamle søulke.

- Vi må erkende, at ungdommen har nogle andre interesser, end vi gamle har. Banko og historier, som bliver bedre og bedre for hver gang, de bliver fortalt, har ikke altid ungdommens store interesse.

- Men den kommer måske, når de selv kan bidrage med gode historier, lyder det fra afdelingsformanden.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu