På besøg med corona

SÆBY: Algade slingrer sig ned gennem et af de ældste kvarterer i Sæby. De smukke bindingsværk på husene binder på en og samme måde hele gaden sammen. Jeg går med hastige skridt for at nå frem i tide. Mens jeg går beundrer jeg de skønne haver, som man kun lige kan ane i små glimt mellem husene. Det varer ikke længe før jeg er fremme, og pulsen er stadig oppe idet jeg åbner døren ind til centret.

Jeg er på besøg hos min morfar på ældrecentret i Sæby.

Iført mundbind siger jeg hej til min morfar, som langt fra har afvænnet sig med brugen af det.

Vi sørger for at holde en behørig afstand og sidder sågar udenfor, omend det er sidst i november måned.

Vinteren er så småt begyndt at udslette efterårets greb om Danmark, og den sætter i disse uger for alvor sit præg på det danske vejr.

Vi har fået tildelt et besøgstelt som læ til den bidende vind som hyler udenfor. Pakket ind i tæpper finder jeg min medbragte tallerken og kop frem.

Først har jeg selvfølgelig sprittet bordet af, men min gamle morfar er efterhånden ved at blive utålmodig ved synet af kagen på tallerkenen midt på bordet.

Mors hjemmebagte drømmekage får ikke lov at stå længere, og endelig stilles begge vor trang til den gode kage.

Det er endelig blevet min tur til at lægge vejen forbi, efter flere ugers ventetid. Stramme regler er indført og kun én person ad gangen, får lov til at besøge min morfar en gang om ugen.

Denne uge har jeg fået lov, og jeg har set frem til besøget.

Mon ikke det kan lykkedes mig at opmuntre min morfar en smule ovenpå den besværlige situation som vi alle befinder os i. Jeg føler trods alt et lille ansvar for at kunne opretholde modet hos vor gamle morfar, som gennem sin livslange tilværelse aldrig har oplevet noget nær en global pandemi som denne.

Ensomhed og angst

Corona har skabt afstand mellem relationer både i fysisk såvel som i psykisk forstand.

Restriktioner er blevet dagligdag for mange danskere, og vi har mindre personlig frihed end vi nogensinde før har prøvet. Det hele er gjort med gode sundhedsfaglige begrundelser. Alt sammen gjort for at mindske smittespredningen af coronavirussen mest muligt. Politikkerne fra både regeringen og oppositionen udtrykker gentagende gange at det er danskernes folkesundhed som er førsteprioriteten.

Et spørgsmål har dog på det seneste rusket op i mig, og umiddelbart finder jeg det meget svært at finde noget endeligt svar dertil:

Kan den store indsats for at bryde smittekæden mellem os, gøre os blinde for hvad der egentlig er væsentligt i vores liv? Er det værd at leve et par år længere, hvis man i ens sidste år er fanget i ensomhed og angst?

Vi tager for os af kagen, og nyder som altid hinandens selskab med et smil på læben. Jeg mærker dog hurtigt, hvordan min morfar ikke længere har samme energi og livsglæde som han plejer.

Det er ikke svært at mærke på ham. Det sidste halve år har været en mental udfordring for ham, og især isolationen fra hans familie har været svær.

At skulle leve sine sidste år, delvist isoleret fra omverdenen har været en betydelig omvæltning for langt størstedelen af beboerne på ældrecentret.

Morfar, som gennem sit liv har været elsket og kendt for sin åbne snaksaglighed samt sin udstrålende livsglæde, har i disse måneder særligt svært ved at holde hovedet højt.

Det er forståeligt, når han med et enkelt besøg om ugen, fortsat skal forsøge at holde modet vedlige.

Han fortæller mig om hvordan ugen er gået, og vi drøfter sammen restriktionerne rundt omkring i Danmark.

Hvor er logikken

Teltet blafrer i vinden, og varmelampen foroven har efterhånden svært ved at følge med. Udenfor ses den smukke park som ligger op ad ældrecentrets græsareal.

Efterårets smukke farver kan endnu anes i trækronerne rundtomkring.

Størstedelen af bladene er faldet af og danser rundt med vinden i uforudsigelige bevægelser. På samme måde kommer jeg straks i tanke om myndighedernes håndtering af coronakrisen.

Det er endnu ikke lykkedes mig at gennemskue regeringens valg om at sætte et loft for hvor ofte man må besøge en beboer på ældrecentret.

Hvor er logikken i at sikre de ældre på plejehjemmene nogle år ekstra, hvis de samtidig i de år mister livsglæden samt øger deres ensomhed.

Man skal være varsom med generaliseringer og selvfølgelig er der ældre mennesker som fortsat nyder livet og har en glæde i dagligdagen. Taknemlige eller ej, så fortsætter nedlukningen af Danmark et stykke tid endnu.

Stort indtryk

Kaffen i morfars kop er blevet kold, og nu kan varmelampen foroven for alvor ikke følge med længere. Solen har så småt sænket sig ned bag træerne i horisonten og jeg indser at jeg må komme afsted hvis jeg vil nå hjem inden det sidste lys fra oven, er væk.

Besøget har været godt, og jeg kan mærke på morfar hvordan hans humør langsomt er blevet bedre i løbet af besøget.

Jeg får sendt ham sikkert indenfor i varmen, og beslutter mig at gå ad stien gennem parken i håbet om at kunne navigere med lyset fra lygtepælene langs stien.

Måske er det på grund af vejret at så få våger sig ud i november mørket sidst på eftermiddagen.

Besøget hos min morfar har gjort et stort indtryk på mig.

Tanken om at alle ændringerne i vores hverdag i nogle tilfælde er forgæves, øger ikke ligefrem motivationen til fortsat at mindske vor personlige frihed.

Det er især tankevækkende, at der kun er en person under 50 år, som er omkommet som følge af coronavirus i Danmark.

Det omtales jævnligt af myndighederne, at hele indsatsen mod corona har til formål at beskytte de ældre og udsatte fra at blive smittet.

Tillidsgrundlaget til at det er det rigtige at gøre kan dog ende med at smuldre hos befolkningen, hvis der bliver for langt imellem dem som værdsætter indsatsen.

Sættes den yngre generation op imod den ældre, bliver det især svært at vurdere hvem coronakrisen rammer hårdest. Flere af de ældre på plejehjemmene oplever måske ensomheden som en konsekvens af coronakrisen.

Samtidig er der de unge, som ser deres ungdom glide lige så stille forbi dem, uden muligheden for hverken at gå i byen, holde fester eller have fredagscafeer at se frem til.

Man er kun ung en gang, og at sætte sin ungdom på pause på ubestemt tid, begynder for mange at blive sværere og sværere at indfinde sig med.

På den anden side

På trods af den bidende vind er jeg endelig nået hjem. Jo, koldere der er udenfor, desto mere glæder man sig til at komme ind i den varme stue.

På samme måde kan det måske siges om coronakrisen.

Jo, mere uoverskueligt det bliver at være i krisen, desto mere glæder man sig til at komme ud på den anden side og vende tilbage til det liv man husker fra før.

Det er en svær tid at holde håbet oppe. Både for unge og voksne.

Jeg tænder fjernsynet i stuen, og oplyses straks om nye restriktioner.

Denne gang er det i hovedstaden at den er gal.

Diskussionen fortsætter endeløst på de sociale medier, hvor det lader til at tonen blandt de skrivende afspejles mere og mere i et uværdigt sprog, hvor der bliver mindre og mindre respekt for hinanden.

Tilliden til regeringen har lidt efter deres behandling af minksagen.

De er lykkedes med at udrydde det danske minkerhverv, og det har splittet befolkningen i to.

Man kan ved at kigge mod USA, hurtigt lære hvordan polariseringen derovre ikke har gjort nogen gavn.

Tilliden til en regering er vigtig, især i en tid som den vi befinder os i nu.

Forhåbentlig kan vi komme tilbage på rette spor, og sammen komme stærke ud på den anden side af coronakrisen.