Osvald på slap line
Der stod Osvald på menuen, da Frederikshavn Gymnasium og HF-kursus tirsdag aften havde besøg af trioen - Tre vise mænd.
Det var nemlig en af Danmarks stærkeste fortolkere, de havde taget under kærlig behandling - Osvald Helmuth.
Osvald Helmuths styrke som revysanger var hans kærlige og empatiske beskrivelser af jævne mennesker og de betingelser, de levede under.
Formidleren af Osvalds univers var Michael Mondrup, som udlevede Osvald Helmuths sangskat lige fra den mellemste køje til brevet fra Nielsen på Åboulevarden til selveste Bulganin, som enkelte stadig vil vide var forsvarsminister i Sovjet i begyndelsen af 50’erne.
Med sig til Frederikshavn Gymnasium havde Michael Mondrup trio-kollegerne Frans Jacoby, piano og Jesper Johansen på kontrabas.
Forestillingen var åben for alle interesserede og velbesøgt.