Billede beskrivelse

Optimismen rekordhøj hos ansatte

Dansk Metals nordjyske tillidsrepræsentanter er mere optimistiske end i det øvrige land

18. maj 2018 kl. 04.18

FREDERIKSHAVN: Der er stor optimisme blandt tillidsrepræsentanterne i industrien, viser en rundspørge, som Dansk Metal har foretaget.

41 procent melder om stigninger i antallet af ansatte det seneste år. 61 procent af tillidsmændene vurderer, at deres virksomhed vil få flere ordrer i det kommende år, og 38 procent forventer flere ansatte.

Hvis man kigger på de tallene fra de nordjyske tillidsrepræsentanter, er optimismen endnu større. 48 procent af dem melder om flere ansatte i løbet af det sidste år, mens 65 procent forventer, at der vil komme flere ordrer det kommende år. Endelig regner 44 procent med, at der kommer flere ansatte det næste år.

Tilbagemeldingerne er så positive, at Dansk Metal ikke registreret større optimisme i de fem år, man har lavet undersøgelsen.

- Vores undersøgelse bekræfter det, de økonomiske nøgletal har vist os i lang tid: Det går fremad for dansk økonomi - ikke mindst på grund af den danske industri, siger cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby.

Han glæder sig over, at det går så godt i Nordjylland, og at optimismen er i top.

- Nordjylland er et af de steder, hvor vi har den relativt højeste arbejdsløshed blandt vores medlemmer - på trods af at den er lav og ligger lige omkring tre procent. Kan vi få endnu mere gang i produktionen og beskæftigelsen, er det glædelige nyheder, siger Thomas Søby.

Han mener ikke, der er noget, der tyder på, at tillidsrepræsentanternes positive forventninger til det kommende år ikke skulle holde stik.

- Der er et begyndende flaskehalsproblem i industrien, hvor det bliver sværere og sværere at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Og er der noget, der kan stikke en kæp i hjulet på det økonomiske opsving, så er det, hvis vi løber tør for de kompetencer, der er behov for.

- Et er, at virksomhederne får flere ordrer, men hvis ikke, der er hænder til at foretage produktionen, kommer den jo ikke. Så der er et meget stort behov for, at vi får skaffet flere faglærte, siger Thomas Søby.

Arbejdsløsheden i Dansk Metals a-kasser var i marts nede på 2,4 procent. Der er siden 2013 kommet godt 14.000 flere beskæftigede i industrien, og der har været konstant fremgang i industribeskæftigelsen i 16 kvartaler i træk. Det er det længste sammenhængende opsving siden 1990.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste