Optimisme på Strandby Havn
Stor aktivitet, godt fiskeri og mange nye tiltag på havnen i Strandby
Det går godt for fiskeriet. 2017 var et godt år for fiskerne i Strandby - og det smitter af på lokalsamfundet.
Det konkluderede Claus Hjørne Pedersen, formand for Strandby Havn, på lørdagens generalforsamling.
- Vores fiskere er fortsat loyale og sender deres fisk hjem til salg på fiskeauktion i Strandby. Den loyalitet imødegås af nogle aktive og ansvarsbevidste opkøbere. Der er i det forløbne år fokuseret meget på vores lille samfund/havn. Her tænker jeg på blandt andet på den reklame, Strandby Fisk har i deres MENY-samarbejde og Skagen Foods måltidskasser. Vi har noget, som er unikt. Det skal vi passe på, samtidig med at vi ikke må gå i stå, siger formand Claus Hjørne Pedersen.
Nye tiltag
Han kunne se tilbage på en lang række nye tiltag.
Bolværket på Nordhavnen er blevet fornyet og forsynet med en trappe.
Der er lavet nye P-pladser på nordhavnen, hvor der med Jobi Værfts udvidelse er højt aktivitetsniveau.
Isværkets kapacitet er udvidet til 47-48 ton is i døgnet.
Havneindsejlingen er blevet uddybet med 13.000 kubikmeter sand, der er flyttet ud på klappladsen.
Maritimt center
Strandby Maritim Center er godt på vej.
JL Skibsservices servicehal er færdig. Vaskepladsen er etableret og klar til brug. Området er asfalteret og indhegningen er godt på vej.
- Nu kommer den svære opgave at få aktiviteten flyttet der over. Når efteråret banker på og bådene skal op, skal al aktivitet med vask foregå på den maritime plads. Det samme gælder opbevaring af både, siger formanden, der håber af faciliteterne kan trække nye kunder til Strandby Havn.
Arbejdet med en havneterrasse i lystbådehavnen er i fuld gang, og terrassen suppleres med et mobilt klappebassin, et trækplaster til børnefamilier.
Renovationsfirmaet Peter Sørig har etableret sig i det første af de røde huse på havnen, og der er også planlagt en toiletbygning og et udkigstårn i samme område.
Havnen er i gang med en udvidelse af konsumcenteret for at få plads til Skagen Foods færdigpakkede kasser.
På landkortet
Optagelser til tv-serien Norskov var med til at sætte Strandby på landkortet.
Det samme kan man sige om Lions Bannerslunds Fiskefestival, der havde lokket tv-værten og eventyreren Mikkel Beha Erichsen til at holde åbningstalen.
Et bekendtskab, som har udviklet sig til et samarbejde mellem Mikkel Beha og JOBI Værft om at udruste eventyrerens nye fartøj.
- Fremtiden tegner lys for Strandby Fiskerihavn. Fiskeriet er godt, men vi har en opgave i at få fat i nogle nye skippere til vores fartøjer. Vi har i foråret fået en flot nybygning til Strandby og jeg glæder mig til de kommer med den første landing her i havnen. JL Skibsservice er eneforhandler af Volvo Penta i Danmark og Grønland. Der er ny ejerkreds bag portalkranen. JOBI Værft har gang i værftet og leverede den først af tre nybygninger her i foråret.
- Der er startet et nyt vodbinderværksted. Vi har fem aktive fiskeeksportører med travle forretninger og gode kontakter. Vi har alle de store opkøbere repræsenteret gennem dem på vores auktion. Strandby Fisk har udvidet med 400 kvadratmeter, og Arne Jørgensen går med udvidelsestanker, lød de optimistiske toner fra havnens formand.