OK til Stafet For Livet for 10-ende år i træk

25. juni 2018 kl. 02.20

FREDERIKSHAVN: Lene Østergaard, der er indehaver af OK Plus på Skagensvej, har været med alle ti år.

Det første år var Lenes egen mor med som figther - hun nåede desværre kun den ene stafet, før hun døde af sin kræftsygdom i 2008.

Men det var en kollegas kræftsygdom, der var årsagen til, at Lene fik øjnene op for Stafet For Livet.

- I 2007 mistede vi en ung kollega - Annie på kun 18 år - til kræften. Det tog hårdt på alle i personalegruppen, for vi har et tæt forhold både dengang og nu.

- Da muligheden bød sig for at være med til at starte Stafet For Livet op - dengang på Diget - tøvede jeg ikke, og det har jeg aldrig fortrudt, fortæller Lene Østergaard.

- Pigerne i personalegruppen kunne ikke overkomme at være med det første år - de syntes simpelthen, at det var for hårdt. Næste år var der dog mange, der tog opfordringen op, da jeg fortalte om, hvor hyggeligt det rent faktisk er, selv om baggrunden er trist. Og vi har været afsted hvert år siden da.

- Det giver os et stærkere sammenhold, når vi laver noget også uden for arbejdspladsen. Og til Stafet For Livet har vi vores familie og venner med, så der kommer vi også hinanden ved på en anden måde og lærer hinanden endnu bedre at kende. Det er et fantastisk døgn at være med til, siger Lene Østergaard.

- Vi har fra starten meldt os som frivillige og står nu for maden. Vi skiftes til at tage vagter med at sælge mad og drikke - al overskud går til Kræftens Bekæmpelse - når vi ikke er rundt på ruten. Det er faktisk også rigtigt hyggeligt, og det giver noget specielt at være med til at gøre noget godt for andre.

OK Plus’ hold har flere sponsorer til rundesponsorater. Det betyder, at det giver penge til Kræftens Bekæmpelse, jo flere omgange holdet når.

Selv om Stafet For Livet hverken er et løb eller en konkurrence, så går der lidt intern konkurrence i den på holdet.

Annie Madsen, der er udlært under Lene Østergaaed tilbage i 2002 og stadig ansat hos OK Plus, er enig med chefen.

- Vi er med for hyggens skyld - og for at gøre en forskel. Og selvom vi ved, at det ikke handler om at komme først i mål, så bliver man lidt bidt af det, når man har rundesponsorer. Det er jo med at få så mange penge samlet ind som muligt, og når én har taget en ekstra runde, så kribler det i benene for at nå lige så mange. Det giver heldigvis masser af støttekroner til Kræftens Bekæmpelse. Og frisk luft og grin til os andre, fortæller Annie Madsen.

Stafet For Livet har i år 10-års jubilæum i Frederikshavn,

Jubilæumsprogrammet offentliggøres, når vi nærmer os datoen for arrangementet, der finder sted den sidste weekend i august på Knivholt.

Man kan dog allerede nu melde sig og sit hold til på Stafet For Livets hjemmeside: stafetforlivet.dk/frederikshavn.

Man kan også melde sig på det åbne hold, som Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen, står i spidsen for.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste