Billede beskrivelse

Østervrå Messen i højeste gear

Som det ser ud nu gennemføres messen 29. marts

09. marts 2020 kl. 12.01

ØSTERVRÅ: Planlægningen af endnu en Østervrå Messe er i fuld gang. Søndag den 29. marts vil der igen være mulighed for at se blot lidt af det, der røre sig erhvervsmæssigt i Østervrå og omegn, men også på foreningsområdet og hos hobbyfolket.

Arrangørerne er naturligvis opmærksomme på regeringens udmelding omkring COVID 19 og følger løbende de udmeldinger, der kommer, men indtil videre er det planen at gennemføre messen.

Østervrå Messen giver fortrinsret til lokale aktører, men udstillingen er i høj grad også åben for deltagere udefra.

- Vores lokale erhvervsliv har mulighed for at byde ind først, og ønsker de ikke at deltage, er pladsen åben for erhvervsdrivende udefra, forklarer messeudvalget.

Det er ØVIs håndboldafdeling, der står bag messen, som hvert andet år afvikles i Østervrå Idræts- og Kulturcenter.

– Vi har rent tidsmæssigt været hårdt presset, men nu er vi altså for alvor trukket i arbejdstøjet, lyder det fra det seks mand store messeudvalg.

- Vi er godt klar over, at interesserede udstillere måske har været lidt i tvivl om, hvordan de lige kom med på messen, erkender udvalget, men vi arbejder altså på fuld tryk.

- Der kommer hele tiden nye tilmeldinger, og vi har stadig ledige stande og åbent for tilmelding helt frem til 16. marts.

Udstillerne har tradition for at være kreative og gøre meget ud af deres stande, hvilket gør Østervrå Messen til en rigtig god oplevelse for både udstillere og besøgene.

På standene er det også tilladt at sælge produkter, og her er kreativiteten også stor.

Messen er tilrettelagt i samarbejde med Østervrå Handel- og Erhvervsforening, hobby- og fritidsfolk samt det lokale foreningsliv. Hvis antallet af stande bliver udsolgt, vil erhvervsdelen være at finde i Østervrå Hallen, mens Kulturhuset er forbeholdt hobbyudstillere og foreninger.

Messeudvalget består af Kenneth Nygaard, Jan Svendsen, Louise Brinch, Lene Baier, Brian Nejsig og Anette Borup.

ÅB

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste