Nyt initiativ for ungdomshåndbolden Nyt oplæg om at sikre et attraktivt træningsmiljø for hele Vendsyssels 15-18-årige håndboldspillere
Hvordan kan vi sikre et struktureret og attraktivt træningsmiljø for 15-18-årige håndboldspillere fra hele Vendsyssel? Dette spørgsmål har en arbejdsgruppe i FFI-regi arbejdet på et stykke tid, og inden længe skal oplægget præsenteres for interesserede spillere.
- Det er vores mål at have hold, som er med på højeste niveau, og hvis vi skal med helt op og matche de store klubber, bliver vi nødt til at samle talenterne fra området. Det vil vi gerne være med til, fortæller Nicolaj Horn, som er formand for FFI håndbold.
- Dette er ikke et klub-projekt - det er et håndbold-projekt, og bl.a. derfor er det dog vigtigt at understrege, at der er plads til alle. Både elite og bredde. Der er plads til dem, der gerne vil træne rigtig meget, dem der vil træne to gange om ugen, og dem der bare vil spille hyggebold. Dette projekt skal medvirke til, at så mange af lokalområdets ungdomsspillere fortsætter i håndbold, slår Nicolaj Horn fast.
For at få det hele til at gå op i en højere enhed, skal der tilknyttes en person, der har fokus på dels samarbejde mellem holdene og dels har fokus på individuel udvikling af hver spiller. Den rolle er tiltænkt Jan Bjeldbak, som i forvejen koordinerer klubbens indsats i forhold til folkeskolens talentsportsklasser og ungdomsuddannelserne
- Hver enkelt spiller skal have lavet en handlingsplan med fokus på, hvad spilleren skal arbejde med teknisk, taktisk og fysisk for at udvikle sig optimalt. Et arbejde, der naturligvis skal ske i tæt samarbejde med holdtræneren. Der skal også kobles kostråd og fysisk træning på projektet, supplerer Jan Bjeldbak.
For at komme i gang hurtigt satses der i første omgang på pigesiden, hvor Vendsyssel Håndbold som flagskib i Vendsyssel skal være træningspartner for udvalgte ungdomsspillere. Det er vigtigt, at ambitiøse spillere kan komme op og snuse til 1. divisionshåndbold både til træning og måske endda til kamp.
Tidligere ligaspiller og nuværende bestyrelsesmedlem i FFI, Lene Kragh, har i arbejdsgruppen ansvar for netop samarbejdet med Vendsyssel Håndbold, og hun ser frem til, at flere U16- og U18 piger kontinuerligt får mulighed for at prøve sig af.
- Vi regner med, at alle spillere skal træne opad, dvs. U16-spillerne træner med U18-spillerne, og U18- spillerne træner med Vendsyssel Håndbold eller med 3. division damer. Det er vigtigt, at træningspassene og udfordringerne er tilpasset den enkelte", siger Lene Kragh.
- Næste år er det planen, at drengesiden skal tilbydes et setup magen til pigernes. I drengenes tilfælde er det FFI’s 1. divisions herrer, der skal skabes samarbejde med.
Direktør i Vendsyssel Håndbold, Jan Hansen, hilser arbejdsgruppens ideer velkommen. "I Vendsyssel Håndbold synes vi, det er spændende tanker, og vi har jo et naturligt samarbejde med FfI, da vi spiller på deres licens, siger direktør Jan Hansen. "I Vendsyssel Håndbold har vi pt. 13 samarbejdsklubber, og vi understøtter dem med de tiltag, de laver og selvfølgelig inden for de ressourcer, vi har til rådighed. Vi håber i fremtiden, at der kan skabes et større samarbejde på tværs mellem klubberne således, at man i fællesskab skaber et miljø, der tiltrækker og fastholder spillerne i Vendsyssel", slutter Jan Hansen.