Billede beskrivelse

Nyt forsøg: Færre timer i klasselokalet, flere timer i værkstedet

19. maj 2024 kl. 14.00

FREDERIKSHAVN: Kommende 8.-9. klasseelever i Frederikshavn Kommune kan nu søge om at deltage i et nyt forsøg, hvor undervisningen to dage om ugen finder sted på EUC Nord.

Tre dage med dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi og to dage med praksisrettede fag på EUC Nord. Sådan ser skoleskemaet ud for nogle elever i Frederikshavn Kommune, når det nye skoleår starter efter sommerferien.

Skoleskemaet er en del af en ny forsøgsordning, som Børne- og Ungdomsudvalget godkendte i april på baggrund af en ansøgning til Undervisningsministeriet. Ordningen træder i kraft efter sommerferien, og man kan nu søge om optagelse for kommende 8.-9. klasseelever til ”EUD 8/9”.

- Vi håber, at EUD 8/9 kan motivere de elever, der har behov for det, til at lære på en anden måde. Tilbuddet er især rettet mod elever, der foretrækker at arbejde med hænderne og har behov for at bygge bro mellem teori og praksis. Med dette forsøg vil vi skabe et skoletilbud, der passer til elever med forskellige forudsætninger, siger Christina Lykke Eriksen, formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

Ansøgningsfristen er den 31. maj, og kun elever, der skal begynde i 8.-9. klasse i Frederikshavn Kommune, kan søge. Læs mere og ansøg på frederikshavn.dk/eud8-9.

Samarbejde mellem Nordstjerneskolen og EUC Nord

Undervisningen på EUD 8/9 vil skiftevis foregå på Nordstjerneskolen og EUC Nord i Frederikshavn.

- Dette giver en unik mulighed for unge mennesker, der er dygtige både teoretisk og praktisk, og som motiveres af mere målrettet og praksisorienteret undervisning. Vi glæder os til at vise de unge, hvordan undervisningen udfolder sig i vores professionelle værksteder og køkkener, siger Karina Torp Møller, kvalitets- og udviklingschef i EUC Nord.

Den nye forsøgsordning er blevet mulig takket være en ansøgning til Undervisningsministeriet, der udbyder et rammeforsøg med det formål at øge elevernes motivation og skabe en tættere forbindelse mellem teori og praksis.

Informationsmøde for elever og forældre

Elever og forældre kan få mere information om EUD 8/9 onsdag den 22. maj kl. 17.00 i aktivitetssalen på Nordstjerneskolen, hvor medarbejdere fra Nordstjerneskolen og EUC Nord vil fortælle om det nye tilbud.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste