Billede beskrivelse

nye romaner på biblioteket

05. august 2017 kl. 06.00

På kommunens biblioteker er der her en liste med nye voksenromaner.

Bengtsson, Jonas T.: Sus.

Sus er 19 år, ligner en 12-årig og bor i en social ghetto. Hun hader sin far, ryger sine daglige joints og begynder at sælge hash for at kunne købe en pistol. Men så er der lige katten, Adrian i kørestolen og den nye fyr i blokken.

Bollen, Christopher: Orient.

Den fremmede Mills Chevern ankommer til den lille by Orient og pludselig begynder mystiske dødsfald at finde sted. Men hvad gemmer der sig under overfladen i den lille by?

Carofiglio, Gianrico: Den kolde sommer.

Der er et internt opgør i gang i Baris mafia. Sagen ekskalerer, da mafiabossens søn kidnappes og findes død efter løsepengene er betalt.

Cherry, Brittainy C.: Åndeløs.

Tristan skræmmer alle med sin grove opførsel. Elizabeth, som har mistet sin mand, genkender sorgen i hans øjne og en stærk tiltrækning opstår. Kan de nogensinde blive hele mennesker igen? Og hvem er det, der vil dem ondt?

Clemen, Thomas: Jeg er Sif.

Sif blev voldtaget og næsten dræbt. Nu er hendes overfaldsmand på fri fod igen, og han er efter hende. Men denne gang vil hun slå igen.

Colgan, Jenny: Rosie Hopkins’ søde drømme.

Rosie forlader sit travle liv i London for at hjælpe sin syge tante i den lille by Lipton. Tantens gammeldags slikbutik og landsbyens hjertevarme indbyggere får hende til at genoverveje sit liv.

Delaney, J. P.: Kvinden før.

Jane flytter ind i en moderne minimalistisk lejlighed, og finder ud af, at hun ligner den afdøde kvinde, der boede der før. Er det mon et tilfælde? Og er Edward Monk, der ejer huset, indblandet i kvindens død?

Ekberg, Anna: Kærlighed for voksne.

Da Christian vil forlade Leonora til fordel for en yngre kvinde, tager hun alle midler i brug for at holde på ham. Og det bliver rigtig grimt.

Goodwin, Daisy: Victoria.

18 år gammel bliver Victoria dronning af England i 1837. Men det er ikke let, når der er mange stærke kræfter, som vil bestemme over hende og især have hende gift i en fart.

Haller, Bent: Abelone på Bangsbo.

Den unge Abelone kommer i huset på godset Bangsbo i Nordjylland i slutningen af 1890’erne. Godset er samlingspunkt for datidens store danske kunstnere og her kan alting ske.

Holst, Kamilla Hega: Rud.

Kaisa har ved en skilsmisse mistet retten til at have børnene, den 14-årige Malte og 10-årige Mira. Da Simon og hans nye kone Agnete tager på ferie, får Kaisa lov at passe sine børn. Men pludselig er Malte forsvundet.

Hågensen, Lisa: Hendes blå øjne.

Hvad der startede som en rolig ferie for bibliotekaren Raili, bliver hurtigt et mareridt - noget omkring den lille svenske skovsø i Lövaren, har ikke helt sluppet de mørke tider i 1600-tallet.

Jacobsen, René: Dengang vi var os.

Kollektivroman om en række beboere fra et arbejderkvarter i København, der i takt med samfundsudviklingen oplever opbrud og velstand, men også nye og anderledes fællesskaber.

King, Stephen: Vagt forbi.

Brady Hartsfield, bedre kendt som Mercedesmorderen, er ikke færdig med denne verden. Selvom han tilsyneladende er uoprettelig hjerneskadet, tror Bill Hodges, at Brady har noget at gøre med en række selvmord.

Kjædegaard, Lars: Før natten kommer.

En pensioneret gymnasielærer skydes ned og såres af en ung hærværksmand som senere bliver dræbt af politiet. Kort efter dræbes en kendt TV vært. Er der en sammenhæng? Har det hele måske endda forbindelse til politiparret Anita Hvid og Thor Belling?

Kjær-Madsen, Maria: Vanviddets dybder.

Den tidligere journalist, politibetjenten Luna, har en krise med sin kæreste, journalisten Janus, og samtidig skyller en død kvinde op på land. Meget tyder på at hun er blevet myrdet og opklaringen fører Luna til Strynø, til den mystiske mand "Klokkeren.

Krogh Andersen, Martin: Harens øjne.

Barndomserindring om den sommer en 6-årig dreng bliver kørt langt væk til Vesterhavet og efterladt hos sin morfar, som han aldrig før har mødt.

Kærså, Morten: Den symfoniske gåde.

Den navnløse musiker skal skrive en symfoni og vælger at den skal handle om en gammel flamme. Men det medfører en uoverskuelig og farlig cocktail af utroskab, mord, korruption og alkoholmisbrug.

Larsson, Poul Erik: Natten gemmer lyset.

Politikommissær Marcus Falck og hans stab bliver denne gang involveret i opklaringen af et par usædvanligt brutale pigemord. Parallelt med det opdager en kollega noget skræmmende og mystisk i det hus en af hendes veninder netop har købt.

Lövestam, Sara: Sandhed med modifikationer: første, selvstændige fortælling om Kouplan.

Kouplan er illegal iransk flygtning og privatdetektiv. Han bliver kontaktet af Pernille, hvis 6-årige datter er forsvundet. Opklaringsarbejdet bringer ham i kontakt med Stockholms underverden, men det er som om alle spor ender blindt, og snart må Kouplan overveje hvad der er sandt og hvad der er falskt.

Mackintosh, Clare: Jeg ser dig.

Psykologisk thriller, hvor en række personlige annoncer kædes sammen med en række mord og voldtægter på kvinder i London.

Nordbo, Mads Peder: Pigen uden hud.

I Grønland finder man et mumificeret lig, der ligner en nordbo-viking. Journalisten Mathew bliver optaget af sagen, som trækker tråde tilbage til en række brutale mord begået i 1970’erne. Sammen med den lokale kvinde Tupaarnaq sætter Mathew sig for at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen.

Reid, Iain: Jeg overvejer at gøre det forbi.

Et ungt par besøger hans forældre. Kvinden ved allerede, at hun vil gøre forholdet forbi, men det er langt fra den største hemmelighed mellem de to, og da turen hjem ender ved en tom skole uden for lands lov og ret, breder tvivlen, usikkerheden og angsten sig. Hvem er Jake? hvad skal vi her? og hvem er jeg?

Remar, Morten: Detonator.

En vejsidebombe dræber Danmarks forsvarsminister og flere attentater følger. Er det terror eller ligger der andre motiver bag? Kriminalkommissær Martin Rømer er på sagen, der ikke er nemmere af at PET prøver at overtage den.

Roberts, Nora: Drømmerollen.

Da en filmstjerne pludselig forfølges af en fan, må hun hyre en stærk og handlekraftig mand til at beskytte sig. Selv om han virker usympatisk ved første øjekast, vinder ham måske ved nærmere bekendtskab.

Rutherfurd, Edward: Nyskoven.

Krønike om tidligere tiders England - om slægters gang, rænkespil, familiehistorie og søslag. Desuden foregår der krybskytteri, smugleri og heksekunst. Det hele finder sit klimaks i én eneste forbrydelse.

Svanes, Tor Even: Skamskudt.

Mari er nyuddannet dyrlæge og bliver inspektør på en norsk sælfangst i Grønlandshavet. Hun er eneste kvinde om bord og udsættes for nedladende, chauvinistiske bemærkninger, som kammer over i grove trusler, da hun påpeger de uetiske fangstmetoder.

Uhrenholt, Mary: Ostekartellet.

Jessica leder ikke efter kærlighed eller forelskelse. Hun er på jagt efter uforpligtende sex. Skidt med at hun svigter sin altid trofaste veninde Julia undervejs eller om der skal bruges lidt Hubba Bubba smag forneden.

Uthaug, Maren: Hvor der er fugle.

Johan vil arbejde som fyrpasser, men det kræver at han er gift. Han gifter sig derfor af nød med Marie og ikke med hans store kærlighed, Hannah, da hun venter barn med en anden. Det bliver et ulykkeligt liv for Johan.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste