Nye opgaver til byfonden
Frederikshavn Kommune indviede i forbindelse med Open by Christmas det nye initiativ - Poesiparken.
Det skete med pomp og pragt og afsløring af de første elementer, der er grundstammen i den park, der skal vokse sig større og større de kommende år.
Inspirationen kommer fra venskabsbyen Larvik som også deltog i åbningen og endda leverede det fjerde poesielement til den nye park-samling.
Men fra initiativ til egentlig drift er der et stykke vej og det ligger ikke lige til højrebenet at lade Poesiparken hvile i kommunens økonomiudvalg.
Derfor tyder alt på, at fremdriften og den folkelige og erhvervsmæssige opbakning fremover skal have sit afsæt i Byfonden, som i forvejen understøtter Frederikshavns fysiske profil og image ved at belønne, udvikle og diskutere det gode bymiljø.
Frederikshavn Byfond er en privat forening med en bestyrelse på syv personer, hvoraf de fem er folkevalgte. De to sidste er politisk udpeget. Bestyrelsen består i øjeblikket af borgmester Birgit Hansen, Mette Hardam, Karl Erik Slynge, Susanne Smed, Susanne Helberg, Henrik Schaltz og Casper Sørensen.