Nye luftvåben til skytteforening

Rare julegaver for mere end 50.000 kroner

19. december 2019 kl. 12.30

SÆBY: I den søde juletid er forventningens glæde stor og vi kan næsten ikke vente på det bliver juleaften.

Skytterne i Sæby og Omegns Skytteforening skulle i år dog ikke vente så længe på at åbne gaverne, da de onsdag 18. december fik besøg af repræsentanter fra Sparekassen Vendsyssels Fond Jerslev og Sparekassen Sæbys Fond.

Skytteforeningen, har den seneste tid haft et ønske om at tilbyde skydning med luft- pistol og gevær.

I foråret blev der nærmest ved en fejl sat turbo på bestræbelserne for at få indført den nye våbenart. Formanden havde tilmeldt tre til juniorinstruktørkursus i Vingsted. Få dage før kurset skulle afvikles, blev det klart, at kurset kun var for luftvåben.

Takket være velvilje fra en naboklub lykkedes det at låne sig frem, så kurset kunne gennemføres med deltagere fra Sæby. De nyuddannede instruktører blev så begejstret for luftskydningsmuligheder, at den smittede af på bestyrelsen, hvorfor der straks blev sat et arbejde i gang for at finde finansiering til nye luftvåben.

Flere velgørende fonde i lokalområdet, som hvert år bidrager med varierende beløb til vidt forskellige projekter til glæde for mange borgere indenfor sport, kultur, fritid og almennyttigt hjælpearbejde.

Alene ved at søge nogle af disse fonde er det lykkedes skytteforeningen at anskaffe to pistoler og tre geværer til en samlet værdi af ca. 52.000 kroner

Formanden for Sæby og Omegns Skytteforening, Flemming Kokholm ser flere muligheder i brugen af luftvåben, der vejer mindre og er lettere at betjene, hvilket gør det velegnet til unge og som begyndervåben for ældre. Der anvendes ikke patroner, hvor drivmidlet er krudt, men 4,5 mm hagl som bliver sendt af sted ved hjælp af komprimeret luft – op til 200 bar, hvilket er ca. 100 gange mere end i et almindeligt cykelhjul.

- Såvel luftgevær og pistol er yderst træfsikre, hvorfor der afholdes konkurrencer og mesterskaber på lige fod med andre våbenarter. Brugen af luftvåben kræver ikke våbentilladelse, hvilket gør det lettere at komme i gang, siger Flemming Kokholm.

Sæby og Omegns Skytteforening holder åbent hus lørdag den 18. januar på skydebanen i Sæby Spektrum. Her kan alle interesserede få lejlighed til at afprøve de nye luftvåben og de traditionelle salonrifler.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste