Nye bøgeplanker til W. Klitgaard
Kommunens stolthed - den gamle snurrevodskutter W. Klitgaard - står overfor en reparation.
Nogle af kutterens bøgeplanker skal udskiftes - og det kræver penge.
W. Klitgaard, der i dag er et af kun 18 skibe i Danmark, der har status af historisk monument, skal repareres på JOBI Værft i Strandby, og den samlede udgift løber op i 293.800 kroner.
Støtteforeningen W. Klitgaards bådelaug har søgt en række fonde om midler til restaureringen - og kommunen har valgt at støtte arbejdet med 50.000 kroner.
I 2017 foretog W. Klitgaard 30 sejladser med cirka 25 gæster, i alt 750 personer.
W. Klitgaard blev bygget på Nicolaj Olsens værft i Frederikshavn i 1891 og er dermed et år ældre end byens monumentale vartegn - Frederikshavn Kirke.