Ny uddannelse i Hjørring har ikke råd til laboratorie - studerende sendes til Frederikshavn
HJØRRING: Regeringen og et flertal i Folketinget har som bekendt sendt tre nye uddannelser mod Hjørring. Mens man endnu ikke er kommet så langt med uddannelserne til socialrådgiver og tandlæge, så er bioanalytiker-uddannelsen lige om hjørnet.
Der skal uddannes 60 bioanalytikere om året, og allerede efter sommerferien begynder det første hold på UCN i Hjørring.
Iben Bøgh Bahnsen, der er uddannelseschef for UCN’s sundhedsuddannelser, oplyser til Danske Bioanalytikeres netmagasin, at man lige nu er i gang med at ansætte en uddannelsesleder, som starter 1. marts, udarbejde studieordning, skrive jobslag til undervisere og skaffe ansøgere til bioanalytikerstudiet.
15. marts er der ansøgningsfrist for kvote 2, hvor halvdelen af de studerende på uddannelsen skal komme fra.
Danske Bioanalytikere oplyser, at selv om uddannelsen placeres hos UCN i Hjørring, så vil laboratorie-øvelser skulle foregå i EUC Nords lokaler i Frederikshavn.
Årsagen er, at der ikke findes laboratorie-faciliteter på UCN i Hjørring.
- Ad åre håber vi at kunne etablere nye laboratorie-faciliteter i Hjørring, men den løsning kræver, at der er andre med, f.eks. Aalborg Universitet, som planlægger at åbne uddannelser i byen. Der er simpelthen ikke økonomi til etablering af laboratorier med i uddannelsesforliget, siger uddannelseschefen på UCN Sundhed til Danske Bioanalytikere.
De første bioanalytikere fra den nye uddannelse i Hjørring vil dimittere i 2025.
En bioanalytiker arbejder ofte i et hospitalslaboratorium, hvor man analyserer biologisk materiale fra mennesker - eksempelvis blod- og vævsprøver.