Billede beskrivelse

Ny succes for Sæbyløbet Knæk Cancer

29. oktober 2024 kl. 06.03

SÆBY: Da foreningen Løb4Sagen i 2021 blev stiftet og arrangerede sit første Sæbyløbet Knæk Cancer var der 245 deltagere. Løbet er hvert år stille og roligt vokset til mere en 500 deltagere, som var med til dette års udgave af løbet.

I alle årene har deltagerne benyttet den samme populære 5,3 kilometer lange rundstrækning med start og mål på Sæby Torv.

Billede beskrivelse

Alt afhængig af deltagernes fysiske formåen, har de løbet eller gået rundstrækningen én eller op til otte gange, som udgør en hel marathon distance.

Et godt løb

Mange af deltagerne, der ikke blot kommer fra Sæby, men fra det meste af den nordlige del af Jylland, har gjort det til en tradition at deltage i Sæbyløbet. Blandt de der er glade for at komme til Sæby, er blandt andet løbeklubben VLIR fra Randers, der igen var flot repræsenteret med 40 løbere.

Billede beskrivelse

Den senere vinder på maratondistancen, Finn Sørensen fra Aalborg fortalte inden start, at han ofte deltager i Løb4Sagen og 24 Timer ved Havet.

- I Sæby føler jeg mig velkommen og alt fungerer perfekt siger den seje maraton løber.

Richard Andersen, der i mange år har arbejdet på Sæby Kirkegård, og som gik på pension sidste år, valgte i år at skifte de slidte løbesko ud med vandrestøvlerne og tog en enkelt runde. Han gik turen alene og benyttede den lille times gåtur til at tænke tilbage på sin mor og søster, der begge døde på grund af kræft.

Billede beskrivelse

Blandt første gangs-deltagerne var 39-årige Signe Pedersen, som i foråret fik konstateret brystkræft. Hun har siden gennemgået en række behandlinger, herunder fjernelse af højre bryst. Heldigvis for hende går det allerede bedre - så godt, at hun kunne runde 5,3 kilometers gang i fin stil.

Under sygdomsforløbet har hun fået uvurderlig opbakning og støtte fra fire af sine bedste veninder, som hun har kendt siden hun startede i Sæby Skole Syd.

Billede beskrivelse

Da én i venindegruppen, Kristina Højgaard er med til at arrangere Sæbyløbet Knækker Cancer, var alle enige om, at de selvfølgelig skulle med. For at vise deres sammenhold og støtte til Signe, valgte de at følges ad på ruten og samtidig støtte det gode formål.

Startnummer 1

Flere markante navne har gennem årene stillet op for at støtte løbet. Blandt andet har ultraløberen Stine Rex slidt ruten tynd og sidste år deltog søstrene Susie og Heidi Rasmussen fra henholdsvis Pandrup og Aalborg, der blev kendte da de vandt i TV2-programmet ”Først til Verdens Ende”.

For at sætte fokus på, at behandlingen af cancer ikke altid ender lykkeligt, har kræftramte løbeinteresserede fået det hæderfulde startnummer 1.

Billede beskrivelse

I 2022 fik Connie Nepper tildelt nummeret og i 2024-udgaven af løbet kunne Tenna sætte nummer 1 på kørestolen. Ligeledes fik hun en plakette fra familien og en buket blomster fra arrangørerne som påskønnelse og opmuntring i kampen mod den ukontrollerede cellevækst.

Efter at Tenna havde rundet torvet tog hun sammen med familien på restaurant for at spise frokost.

Formand for foreningen Løb4Sagen, Dan H. Kristensen fortæller at mange af deltagerne blev på torvet og nøde forplejningen og det lune vejr.

Mange nåede ligeledes at besøge byens butikker inden lukketid.

Billede beskrivelse

Dan H. Kristensen og de 27 frivillige hjælpere er utrolig stolte og glade for den store opbakning fra borgere og erhvervslivet, som gjorde det muligt igen at løbe et nyt rekordbeløb ind på 203.000 kroner, øremærket til kræftforskning og patientstøtte.

Løb4Sagen forventer at arrangere løbet igen om lørdagen i uge 43 til næste år, så måske kan der forventes endnu flere gæster, løbere, gående og publikum på Sæby Torv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste