Ny hovedsponsor til Sæby Floorball Klub
Det er med gensidig og stor glæde, at formanden for Sæby Floorball Klub, Hans Jørgen Nørgård og kunderådgiver, Mads Boelskifte fra Sparekassen Vendsyssel, kan meddele, at klubben og pengeinstituttet har indgået en hovedsponsoraftale, som bliver gældende for de næste 2 år.
Klubben har siden den spæde start haft en nærmest eksplosiv udvikling i medlemstallet og man kan roligt sige, at floorball er blevet et stort hit i Sæby. Udover at have hold med i de gængse turneringer under Dansk Floorball Union, så arrangerer klubben også en årlig firmaturnering i samarbejde med Sparekassen Vendsyssel, hvor de forskellige firmaer får prøvet kræfter med og mod hinanden. Her kan alle være med og man behøver ikke være en garvet floorballspiller for at have det sjovt.
Herudover vil klubben, for første gang i år, lave en ungdomsturnering i floorball kaldet Spire Cup, opkaldt efter Sparekassen Vendsyssels maskot ”Spire”. Denne turnering venter klubben sig rigtig meget af og håber, at den vil blive en tradition i fremtiden. Også her, er den nye hovedsponsor Sparekassen Vendsyssel.
”Vi er i Sparekassen Vendsyssel meget glade for det nye samarbejde med Sæby Floorball Klub. Det ligger fuldstændig i tråd med Sparekassen Vendsyssels mål om at være lokalt forankret, handlekraftig og at bruge den sunde fornuft, udtaler Sparekassen Vendsyssels kunderådgiver Mads Boelskifte.
”Så skulle man have lyst til at afprøve floorball, så er nye spillere er meget velkommen”, fortæller formand Hans Jørgen Nørgaard, og forsætter: De første 3 gange er gratis prøvetid, så man kan se og afprøve om sporten er noget, inden man melder sig ind i klubben. Og for at gøre prøvetiden ekstra nem, så har vi stave, som kan lånes. Så kig op, slutter Hans Jørgen Nørgård af.