Ny fredagscafé i Frederikshavn
Manglen på faglært arbejdskraft får flere virksomheder i Frederikshavn Kommune til at gå nye veje.
Derfor er flere parter gået sammen om at arrangere fredagscafé for elever og lærlinge på tværs af virksomhederne i hele kommunen.
De maritime lærlingekoordinatorer i MARCOD er teamet op med den lokale kulturinstitution Det Musiske Hus og Frederikshavn Kommune, der selv har mange elever, om at arrangere fredagscaféen Under Kranen
Det kommer til at foregå fredag 10. november klokken 15-18 i Maskinhallen i Frederikshavn.
Maskinhallen er i forvejen et sted, hvor der er flere aktiviteter for unge, eksempelvis Ventilen, Filmmaskinen og FREMWERK, så derfor var det et naturligt sted at lægge fredagscaféen Under Kranen. Arbejdsgruppen bag vil forsøge at få arrangementet til at være en tilbagevendende begivenhed, men vil gerne have de unge til selv at være med til at arrangere de fremtidige caféer.