Nu vågner kystfiskeriet igen
Midt i januar var fredningen af ørrederne slut - og fiskeriet kunne starte i vandløbene 16. januar.
Der var derfor standerhejsning i "Lystfiskerhuset" i Århusgade, hvor klub-standeren blev hejst for at markere at en ny fiskesæson.
Bagefter var der kaffe og rundstykker indenfor, hvor en lille del af foreningens trofaste støtter var mødt op.
Der er nu nok ikke mange der tager til åen endnu - men er temperaturen under seks grader er der chance for en "grønlænder" på den yderste del af Elling Å, som nævnt her i lystfiskerspalten i januar.
Det kan heller ikke vare længe inden kystfiskerne vågner af vinterdvalen, nogle havde en virkelig fin forårssæson sidste år. Rugholm strand nord for Strandby og Guldkysten mellem Frederikshavn og Sæby er fine pladser.
Ved havnen i Sæby bliver der ofte fanget havørred - men husk fredningsbæltet ved åens udløb.
Ved Sæby Å er passage-problemet for åens vandrefisk endnu ikke løst.
Således måtte Sæby Sportsfisker Klub igen EL-fiske havørreder i efteråret - med hjælp fra foreningen i Frederikshavn - for at bære dem forbi opstemningen ved den gamle vandmølle.
Ganske mange fisk havde sår på hovedet.
Det har de efter flere forgæves forsøg med at passere betonkanten ved den gamle vandmølle.
For kystfiskeren er barsen, eller havbarsen som den også kaldes, blevet et eftertragtet bytte - mest på Vestkysten.
Det er en fisk som stammer fra den engelske kanal og andre områder længere mod syd, men er efterhånden blevet almindelig her på grund af klimaforandringerne.
Dog er barsen i tilbagegang, og i EU, som laver regler for alting, er der måske dårligt nyt på vej.
Man har til hensigt at totalfrede barsen for lystfiskeren mens erhvervsfiskeren stadig får tildelt kvoter.
Lystfiskernes organisationer i Europa, herunder danske DSF kæmper lystfiskernes sag, og de sidste forhandlinger foregår i marts måned.
Så må vi se hvad det ender med. Måske ender det med en fredning langs vestkysten - til og med Hanstholm.
Du kan følge med på www.Sportsfiskeren.dk og se hvordan det går med forhandlingerne. Her kan du også underskrive en protest mod de planlagte regler.
Lystfiskerforeningen i Frederikshavn holder i øvrigt "fluebindingslørdag" 17. marts.
Det er det årlige "fætter- kusinetræf" hvor vi mødes klubhuset og binder fluer, får lidt frokost og hygger os inden fiskesæsonen starter for alvor.