Billede beskrivelse

Nu skal vi kildesortere

Fra 1. oktober går vi i gang med en ny affaldsordning

05. april 2018 kl. 11.20

Fra 1. oktober skal alle i villaer og rækkehuse i Frederikshavn Kommune sortere madaffald.

Kartoffelskræller, kaffefiltre, fiskeskrog og andet madaffald bliver omdannet til biogas, så energien i det grønne affald er godt udnyttet.

Den nye sortering er bedre for miljøet, og samtidig sparer husejerne penge.

Affaldsgebyret falder med 150 kroner om året, fordi vi går fra ugetømning til 14-dages tømning.

Det betyder også mindre kørsel og med skraldebiler på de små villaveje og dermed mindre udslip af CO2.

Hver husstand får som udgangspunkt en 240 liters beholder med to rum.

Det ene er til madaffald og det andet til restaffald.

Når skraldemanden tømmer spanden, kommer de to typer affald i hvert sit rum i skraldebilen.

Derved er vi sikre på, at madaffaldet kommer til behandling, så det kan bruges i et biogasanlæg.

Husstande med ekstra meget affald kan vælge en anden type beholder, og man kan købe ekstra tømninger.

Sådan gør vi

Det er en stor opgave at skifte 26.000 affaldsstativer ud med nye beholdere.

Det kan ikke lade sig gøre på få dage, så fra starten af september starter Forsyningen med at køre de nye beholdere ud.

Hver beholder er lukket til med en banderole, hvor der står, at den nye beholder først skal bruges fra 1. oktober.

Med den nye beholder følger en køkkenspand og grønne poser til madaffald.

Med beholderen følger informationsmateriale, hvor Forsyningen fortæller indgående om sorteringen.

- Vi fortæller om den nye sortering på forsyningen.dk, på genbrugspladserne og andre steder, hvor vi møder folk. Allerede nu får vi mange henvendelser på telefon, og det er vi glade for, oplyser Tore Vedelsdal, der er direktør i Frederikshavn Forsyning med ansvar for affaldsområdet.

Her i foråret holder Forsyningen offentlige arrangementer for borgerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby.

Her viser affaldsfolkene det udstyr frem, som husejerne får, og fortæller om alt det praktiske med den nye ordning. Og de er klar til at svare på spørgsmål.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste