Tordenskiold skal under lup
Livet her

Nu skal der for alvor forskes i bølgebryderen

Tordenskiold under lup: Crestwing går i samarbejde med DTU og Aarhus Universitet

25. november 2021 kl. 16:45

Bølger rummer en enorm uudnyttet energiressource, som bør undersøges.

Det mener professor Jens Honore Walther fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og direktør Peter Enevoldsen fra Aarhus Universitet (AU).

Derfor er de to gået sammen om at ansøge Danmarks Frie Forskningsfond om midler til forskningsprojektet Optimization of the Wave Energy System: Crestwing.

- Crestwing arbejder med en innovativ tilgang til bølgeenergi, som er interessant for et forskningsprojekt. De er grundlæggende åbne for input og ideer udefra, hvilket passer godt med universiteternes samarbejdsvisioner, siger professor Jens Honore Walther, DTU.

Der er bevilget godt 6.2 milioner kroner til to ph.d.-stillinger på henholdsvis DTU og AU, samt et samarbejde med førende eksperter fra Harvard- og Stanford universiteterne og Crestwing.

Bølgeenergivirksomheden skal levere indsamlede data og resultater fra bassintest på Dansk Hydraulisk Institut og Aalborg Universitet samt fra deres vellykkede offshoretest i Kattegat med prototypen Tordenskiold.

Projektet har til formål at optimere det eksisterende bølgeenergianlæg Crestwing med henblik på at forbedre dets hydrodynamiske egenskaber samt produktionsomkostninger, drift og vedligehold.

Crestwings fysiske komponenter er baseret på gennemprøvede teknologier fra skibsbygningsindustrien og består af to hængslede pramme, der ligger på havoverfladen og følger bølgernes bevægelse.

Det er dokumenteret i tidligere test både i bassin og offshore, at anlægget effektivt producerer energi til alle bølgelængder, der er længere end anlægget.

- De 6.2 millioner skal bruges til at undersøge, udvikle og anvende simuleringsværktøjer til at optrævle den underliggende fysik og finde de veje, der kan effektivisere bølgebryderen og dermed mindske omkostningerne, siger direktør Peter Enevoldsen fra Aarhus Universitet (AU) og forklarer:

- Vi indgår i et tværfagligt samarbejde parterne i mellem for at give vores bedste bud på, hvordan bølgeenergianlæg fra Crestwing kan optimeres.

Jens Honore Walther fortsætter: - I dette projekt rækker vi samtidig ud til førende eksperter på området fra henholdsvis Harvard og Stanford.

- Det giver de involverede ph.d.-studerende en mulighed for at udvide deres horisont ekstraordinært og indsamle forøget viden om relevante metodikker.

Forskningsprojektet løber over tre år, og der er kickoff på projektet i begyndelse af december i år med opslag til de eftertragtede ph.d.-stillinger.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu