Hængekøjerne er bl.a. sat op i skoven i Katsig Bakker.
Livet her

Nu kan man komme liggende til oplevelser i naturen

17. november 2022 kl. 11:25

FREDERIKSHAVN: Få pulsen ned og fødderne op på skjulte steder i fire skove i Frederikshavn Kommune. Her er der nemlig lavet afslapningsrum med hængekøjer. 

I Elling Plantage, Vandværksskoven, Katsig Bakker og Professorens Plantage kan skovlystne besøgende nu få en ny slags naturoplevelse. Center for Ejendomme, Park og Vej har nemlig lavet såkaldte afslapningsrum med hængekøjer og hygge på udvalgte steder i de fire skove. I Elling Plantage, Vandværksskoven og Katsig Bakker er der også lavet bålsteder, som man kan varme sig ved.

Det skriver Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.

Men det kræver både stabilt fodtøj og gode spejderevner at finde stederne. De ligger nemlig ikke langs stierne, men midt inde i skovene. De er angivet ved koordinater, så det kan blive en spændende skattejagt at finde dem.

Hængekøjerne er sat op med hjælp fra en ekstrabevilling til rekreative tiltag i naturen, som blev vedtaget i kommunens budgetaftale for 2022-2025.

- Formålet med stederne er, at besøgende bevæger sig væk fra stierne og oplever skoven mere uforstyrret. Så kan man lægge sig i hængekøjerne, nyde roen og få en anderledes skovoplevelse. Det er et godt eksempel på et rekreativt tiltag i naturen, siger Karsten Thomsen, der er formand for Teknisk Udvalg.

Herunder er koordinaterne til de fire steder. Hvordan man kan bruge koordinaterne, er nu ens egen opgave at finde ud af. Held og lykke med hængekøje-skattejagten!, lyder det fra kommunen.

Elling Plantage: 57.472606, 10.459039

Katsig Bakker: 57.450812, 10.339534

Vandværksskoven: 57.416899, 10.471864

Professorens Plantage: 57.279253, 10.539539

Annonceret indhold

Nyeste