Nu er kirken pakket ind

Men den bliver pakket ud igen inden jul

19. august 2018 kl. 08.20

FREDERIKSHAVN: Nu er hele det brede kirketårn ved Frederikshavn Kirke minutiøst pakket ind i plastic for at håndværkerne kan arbejde frit med udskiftningen af de mange svækkede kridtsten - og særligt de mange forvitrede fuger.

Det har været ikke så lidt af en mundfuld at få det store stillads op, men det står der - også selv om stormen forrige fredag rev og sled i det på en sådan måde at det duvede brat i vinstødene.

Men det holdt og håndværkerne knokler nu på med det videre udvendige arbejde.

Denne fase markerer samtidigt, at vi er ved at være tæt ved slutdatoen på det kæmpemæssige renoveringsprojekt, der ventes at løbe op i 20 millioner kroner.

1. november sidste år blev kirkedøren lukket i for sidste kirkelige handling og planen var faktisk at man kunne komme i gang med det egentlige virke for menigheden 31. august.

Men som i de fleste store bygge- og renoveringsprojekter, går det - undskyld udtrykket - ikke altid som præsten prædiker.

Renoveringen af Frederikshavn Kirke er blevet forsinket, så dørene først officielt åbnes igen 18. november.

- Og det sker med biskop Henning Toft Bro på talerstolen, siger menighedsrådsformand Steen Hviid Mortensen.

Faktisk skulle festlighederne allerede have været indledt fredag 5. oktober med et af Skandinaviens bedste traditionelle jazzorkestre - nemlig "Second Line" fra Göteborg.

- Men det dur jo ikke når kirken ikke er færdig.

- I stedet har Sæby Kirke overtaget koncerten, siger Steen Hviid Mortensen, der dog lover et genhør med jazzbandet næste sommer.

Renoveringen af Frederikshavn Kirke har kostet op imod 20 millioner, og de er bevilget af provstiudvalget.

Der er således allerede nu etableret et nyt varmeanlæg.

- Men for at komme i mål på det skulle hele gulvet i kirken tages op, siger Steen Hviid Mortensen.

Det er det blevet og efter en stor isolering er der nu lagt skønne egeplanker ud på det meste af gulvet.

Korskirkens hovedveje er dog belagt med klinker.

Også kirkens vægge er blevet renset, og hvælvingerne repareret og malet.

Belysningen er forbedret med ny LED belysning, mens de blyindfattede ruder skal bevares.

Michael Anchers altermaleri er pillet ned og sendt til restaurering, hvor der også kommer en ny indramning på maleriet.

På første sal i kirken er der ikke sket nævneværdige ændringer, så det man bakser indendørs med i øjeblikket er at få de sidste gulvdetaljer på plads, så man kan begynde at aptere kirken igen med talerstol, alter og nyådrede bænkerader,

Udvendigt skal der etableres en handicapvenlig hovedindgang, men største projekt er kirkens udvendige kridtsten, såkaldt Faksekalk, hvor mange skal vendes eller byttes ud med nogle af dem, man har på lager.

- Heldigvis har vi stadig nogle kalksten fra kirkens opførelse i 1892 til at stå, og dem får vi brug for især på den sydøstlige facade, som er noget medtaget. Andre medtagne sten regner vi med at kunne udtage enkeltvis og vende om, så den medtagne del gemmes ind i muren.

Men om to måneder skulle også det udvendige arbejde være fuldendt.

Kirken vil formentligt fremstå let spættet de første år, fordi nogle af udskiftningerne byder på nye, ubrugte sten, som kommer til at sidde side om side med de gamle, som er vejr- og vindbidte.

- Vi glæder os til at vise kirken frem igen, for vi synes at vi er lykkedes godt med at give kirken det helt nødvendige løft, siger Steen Hviid Mortensen.

Ud over festgudstjenesten 18. november er der også festkoncert, hvor et nykomponeret værk bliver en bærende del af begivenheden - en gave i anledning af byens 200 års købstadsjubilæum, understreger menighedsrådsformanden.

Der bliver tale om et orkesterværk skrevet til lejligheden af kirkens organist Thomas M. Kursch i tre satser for strygere og fløjte.

Og vil man gerne overvære det, så er der ingen grund til at holde sig tilbage for ganske vist er Frederikshavn Kirke ikke Danmarks næststørste målt i antallet af kvadratmeter, men det er den næstmest rummelige i hele landet.

Så der kan sagtens skaffes plads til flere end 1100 gæster.

I hele renoveringsperioden har de kirkelige handlinger foregået i Fladstrand Kirke på Gl. Skagensvej.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste