Nordjyske installatører har rekordmange lærlinge
2017 blev et rekordår for optaget af lærlinge i de danske el- og vvs-installationsvirksomheder i Region Nordjylland
De nordjyske installationsvirksomheder er helt i front, når det gælder om at sikre fremtidens arbejdskraft. I hvert fald så steg antallet af indgåede uddannelsesaftaler i el- og vvs-installationsvirksomhederne igen i 2017.
Ifølge nye tal fra Undervisningsministeriet så ansatte regionens el-virksomheder 38 procent (i alt 254) flere lærlinge end i 2016, mens vvs-virksomhederne holdt samme høje niveau (i alt 82) som året før. Dermed følger de også tendensen på landsplan, hvor antallet af uddannelsesaftaler i branchen er steget fire år i træk.
Til sammenligning så er antallet af indgåede uddannelsesaftaler for alle erhvervsuddannelserne i 2017 blot steget med 0,8 procent i regionen.
- Lærlingene er med andre ord en helt central del af virksomhedernes daglig drift og den vækst, branchen oplever i øjeblikket. Samtidig viser tallene, at de nordjyske installatører tager aktivt del i opgaven med at sikre fremtidens arbejdskraft, siger Per Møller Christensen, formand for TEKNIQ-råd Nordjylland.
Samtidig med det stigende antal indgåede uddannelsesaftaler faldt antallet af nordjyske vvs-energilærlinge i skolepraktik til blot to.
- Vvs-installatørerne har simpelthen støvsuget alt, hvad der er af lærlinge i regionen. Det understreger også, at der er akut brug for, at flere unge søger ind på vvs-energiuddannelsen, hvor de kan se frem til et utal af spændende karriere- og jobmuligheder, siger Per Møller Christensen.
På elektrikeruddannelsen er antallet af lærlinge i skolepraktik i Nordjylland dog steget med 12 procent til trods for, at elinstallationsvirksomhederne altså har optaget rekordmange lærlinge i 2017.
- Det er meget beklageligt, at udviklingen har været sådan. Men når vi samtidig ser, at el-virksomhederne tager rekordmange lærlinge i Nordjylland, så bekræfter det voksende antal unge i skolepraktik bare, at der er et stort behov for, at også andre brancher i regionen - ikke mindst industrien - i højere grad byder ind og hjælper med til at uddanne fremtidens elektrikere, siger Per Møller Christensen.