Billede beskrivelse

NORDJYSKE er i vækst

Omsætningen er steget - og det er resultatet også som sidste år landede på 21 millioner

08. marts 2018 kl. 14.12

NORDJYSKE Medier-koncernen, som Lokalavisen Frederikshavn er en velintegreret del af, oplevede markant fremgang i 2017.

Resultatet før skat endte sidste år på 21 millioner kroner.

Det er en fremgang på 72 millioner kroner i forhold til 2016, der sluttede med et underskud på 51 millioner kroner.

Samtidig er NORDJYSKEs omsætning i samme periode vokset med over 10 procent til 865 millioner kroner sidste år.

- Væksten i den samlede omsætning kommer primært fra de skandinaviske aktiviteter i Nordiske Medier, som udgiver over 50 erhvervsmedier i Danmark, Norge og Sverige, siger Per Lyngby, der er administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør hos NORDJYSKE.

Fordelt på medieplatforme er NORDJYSKEs aktiviteter på online og radio styrket, dagblade og tv ligger stabilt, mens mediehusets ugeaviser er gået lidt tilbage.

- Vi er glade for, at den fokusering på kerneaktiviteter, vi satte i gang for et par år siden, nu bærer frugt, siger han.

Indtægterne fra brugerbetaling på tværs af medier har stabiliseret sig, mens annonceomsætningen er faldet på print og steget digitalt.

NORDJYSKE har som mål at nå ud til mindst fire ud af fem nordjyder ugentligt.

Mediehuset nåede sidste år en dækning på 83 procent af alle nordjyder.

NORDJYSKE Medier-koncernen havde ved årsskiftet 808 ansatte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste