Nordjyske Bank-aktionærer klar til fusion
97 procent af aktionærerne har stemt for fusionen med Ringkjøbing Landbobank
FREDERIKSHAVN: På Nordjyske Banks ekstraordinære generalforsamling 7. juni blev der givet et overbevisende ja til
fusionen med Ringkjøbing Landbobank med en opbakning fra hele 97 procent af aktionærerne.
- Det glæder os, at opbakningen til fusionen var så overbevisende. Vi er overbeviste om, at vi i den fusionerede bank vil kunne skabe ny vækst og endnu mere værdi for vores aktionærer, kunder og lokalsamfundet i det hele taget, siger bestyrelsesformand i Nordjyske Bank, Mads Hvolby.
Efter fusionen vil Nordjyske Banknavnet blive fastholdt og vil fremover fortsat være at finde på bankens bygninger, i afdelingerne og på materiale fra banken. Samtidig vil faklen i Nordjyske Banks logo være det nye fælles logo i den fortsættende bank.
- Det er netop et vigtigt element, at vi bevarer den tætte lokale forankring og nærhed til kunderne i Nordjylland gennem hele vores afdelingsnet og specialafdelinger inden for både landbrug og fiskeri. Så for vores kunder vil samarbejdet med banken fortsætte, helt som det pleje.
- Vi vil også videreføre vores store engagement i det nordjyske idræts- og kulturliv og støtte op om de mange aktiviteter, der
bidrager positivt til vores lokalsamfund, siger Mads Hvolby.
Nordjyske Bank bliver repræsenteret i den fremtidige bestyrelse med tre ud af otte medlemmer, og bankens nuværende bestyrelsesformand, Mads Hvolby, bliver en af to næstformand i Ringkjøbing Landbobank.
Også i den daglige ledelse vil Nordjyske Bank blive talstærkt repræsenteret, da bankens nuværende administrerende direktør Claus Andersen og viceadministrerende direktør, Carl Pedersen, vil blive en del af den fire mand store direktion med Ringkjøbing Landbobanks nuværende administrerende direktør, John Fisker, som administrerende direktør.