Billede beskrivelse

Nordjyllands første Snublesten placeres i Sæby

18. november 2024 kl. 11.02
Opdateret 19. november 2024 kl. 10.03

SÆBY: Onsdag den 20. november kl. 13.00 markeres en vigtig begivenhed i Sæby, når Nordjyllands første Snublesten placeres på Søndergade 1a. 

Bag initiativet står Nordjyllands Kystmuseum med støtte fra Melsen Fonden, skriver parterne i en omtale. 

Snublestenene, skabt af kunstneren Gunter Demnig, er små mindesmærker, der mindes ofre for nazismen. Stenene placeres ofte ved det sted, hvor ofrene sidst opholdt sig frivilligt. Demnigs ord fra Talmud, "En person bliver først glemt, når hans eller hendes navn er glemt", illustrerer projektets formål: at bevare historien om fortidens ofre og gøre dem nærværende i lokalmiljøet.

Den første Snublesten i Nordjylland dedikeres til færdselsbetjent Søren Christian Serup, som blev involveret i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Hans indsats fik tragiske konsekvenser, da han blev arresteret, deporteret og døde i koncentrationslejren Neuengamme den 11. marts 1945, kun 41 år gammel.

Placeringen af Snublestenen markeres med en ceremoni, korte taler og en reception på Kystmuseet Sæby for særligt inviterede gæster.

En del af et større projekt

Nordjyllands Kystmuseum har gennem flere år arbejdet med projektet "Nazismens ofre", som omhandler de mennesker i Frederikshavn Kommune, der blev ofre for nazismen. Projektet omfatter ikke kun placering af Snublesten, men også en bogudgivelse i 2025 med detaljerede skæbnefortællinger om ofrene.

Som en del af projektet åbnede udstillingen "Nazismens ofre – 39 skæbnefortællinger" i 2023 på Kystmuseet Bangsbo Fort. De kommende uger vil yderligere seks Snublesten blive placeret i Skagen, Frederikshavn og Sæby.

Henrik Gjøde Nielsen, direktør og forskningschef ved Nordjyllands Kystmuseum, udtaler:

- Man snubler over en Snublesten med fødderne og hjertet. For et øjeblik står tiden stille, og man mindes et navn og en skæbne. Det er en forbindelse til historien, der rækker langt ud over stenen selv.

Mere information om projektet kan findes på kystmuseets hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste