Nordjyderne slæber sodavand hjem i stor stil – og vægten stiger
Byens liv: 97 liter. Så meget sodavand ryger der med hjem fra supermarkedet i snit i hver eneste husstand i Region Nordjylland. Forbruget er nærmest ksploderet over de seneste 10 år. Kræftens Bekæmpelse lancerer nu en kampagne, der skal oplyse om sammenhængen mellem kræft og overvægt
Det er i dag billigere end nogensinde før at slukke tørsten i sodavand. Og det gør danskerne i Region Nordjylland i stor stil. Ifølge en måling foretaget af analyseinstituttet GfK køber de danske husstande i Region Nordjylland årligt i snit 97 liter sodavand i supermarkedet. Det er cirka 30 liter sodavand mere om året end for 10 år siden. Samtidigt er priserne på sodavand faldet markant siden afskaffelse af sodavandsafgiften i 2014.
Danskernes stigende indkøb af sodavand er bare ét eksempel på, at vi er glade for tomme kalorier. Vi er også verdensmestre i slikspisning og indtager hver især årligt cika 12,3 kilo slik og chokolade. Og det skyldes blandt andet større portions- og pakkestørrelser.
Det store udbud og forbrug af tomme kalorier giver risiko for at flere får overvægt. Mere end halvdelen af os lever allerede med overvægt. Hvis vi ikke gør noget ved stigningen på overvægtskurven, vil 66 pct. af alle danskere have overvægt i 2045. Det vil betyde 48.000 flere kræfttilfælde på de næste 30 år alene på grund af overvægt.
Det sunde valg burde være det nemme valg
- Når så mange danskere i dag har overvægt, kan det ikke bare forklares med manglende viljestyrke hos den enkelte. Årsagerne til overvægt er komplekse, og derfor er løsningerne heller ikke simple. Det er en stor samfundsmæssig sundhedsudfordring, fastslår Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
- Når vi handler, køber take-away eller stopper på tanken, burde det sunde valg være nemt og billigt. Sådan er det ikke i dag. Derfor har vi brug for langsigtede, strukturelle ændringer og en samlet indsats om at stoppe stigningen i overvægt, siger hun.
Andenstørste risikofaktor for kræft
Hovedparten af danskerne ved godt, at overvægt kan føre til hjertekarsygdomme og diabetes. Men kun to ud af ti er klar over, at overvægt øger risikoen for kræft. Overvægt øger risikoen for mindst 13 kræftformer og er den andenstørste risikofaktor for kræft. Rygning er den største.
Kræftens Bekæmpelse har lanceret oplysningskampagnen ”Et ufedt budskab.” Budskabet i kampagnen er, at overvægt skader din sundhed. Det øger risikoen for kræft og andre alvorlige sygdomme.
- Fire ud af ti kræfttilfælde kan forebygges. Derfor er det vigtigt at se på årsager til overvægt og tage hul på den svære samtale om de sundhedsmæssige konsekvenser og løsninger. Det er en vigtig, men også svær opgave, da overvægt er et følsomt emne at tale om, afslutter Mette Lolk Hanak.