Norden inspirerer også på julebordet

Frederikshavn Bibliotek udstiller frem til 21. december juleborde med afsæt i fem landes traditioner

12. december 2019 kl. 09.27

FREDERIKSHAVN: Sverige, Norge, Finland, Grønland og Danmark er repræsenteret i årets juleborde på Frederikshavn Bibliotek, der har fået titlen Norden Rundt.

Hvad kendetegner dit julebord? Skal det pyntes på en helt bestemt måde?

Rigtig mange har særlige ting, der skal være med, og af vidt forskellige grunde.

Fem kvinder – Mette Espelien, Tina Gillberg, Lucia Geraae, Paula Juntura og Charlotte Thorup Nielsen, der repræsenterer hvert sit land, står bag årets juleborde.

Tina Gillberg er ophavskvinde til det svenske bord.

Tina kom med ideen til de nordiske juleborde, og hvad kunne vel også være mere oplagt i dette år, hvor Foreningen Norden netop har fejret sit 100 års jubilæum.

Tina har givet sit bord et fint svensk strejf, bl.a. med de karakteristiske mundservietter.

Bordkortene har bestemt også en særligt svensk udtryk, det viser sig nemlig at være familien Svendsen på Katholt i Småland, der skal sidde ved de fire kuverter.

Tina Gillberg er et kendt ansigt på biblioteket. Hvert år leverer hun, sammen med Morten Nordheim, den musikalske underholdning til Skumringstimen.

Fædrelandet Norge skal naturligvis være med ved julebordet, når Mette Espelien dækker op til en af årets store aftener. Glaskunst og det fineste bestik får det norske bord til at lyne og glimte.

Mette er gået all in med romantiske sløjfer, røde roser og de smukkeste røde julekugler med norske flag. Kuglerne har hun pudsigt nok fundet i Tivoli i København.

Mette er datter af en dansk mor og en norsk far – opvokset i Oslo.

Da hun fandt sig en dansk mand, rejste hun den modsatte vej og bosatte sig i Danmark. Mange vil sikkert også kende hende fra Mettes Klipperi, som hun ejede i en årrække.

Julen i Grønland er en højtidelig tid på året. Lucia Geraae fra Grønland har valgt at sætte fokus på den grønlandske tradition med Kaffemik. Det har udmøntet sig i et bord - totalt gennemført med grønlandsk inspireret keramik fra keramiker Kristina Markussen, Nibe.

Fantastisk at hedde Lucia – det leder jo straks tankerne hen på den kommende Luciadag, og dagene, der snart går mod lysere tider. Lucia Geraae laver selv tupilakker og har lovet at vise dem frem på en udstilling i det nye år.

Bordet emmer af finsk design i glas og de kendte dåser fra IRA på Paula Junturas bord.

Hyacinter høre også til på det finske julebord sammen med de hjerteformede brunkager, som er den ægte varer sendt hertil fra hjemlandet.

Paula har flere gange hjulpet biblioteket med input i f. m. finsk inspirerede temaer, og så er hun og hendes familie meget flittige brugere af Frederikshavn Bibliotek.

Arvestykker, bryllupsgaver og traditioner går hånd i hånd på Charlotte Thorup Nielsens danske julebord.

Hun har taget rigtig mange juletraditioner med fra sit barndomshjem i Aalborg.

Særligt juleaften har en helt fast køreplan, som helst ikke skal afviges. I et hjem med små børn skal der nemlig være plads til Disneys Juleshow, og på bordet vil der være både and og flæskesteg.

Charlotte er bibliotekar og besøgende på biblioteket har sikkert haft fornøjelse af at blive vejledt til gode læseoplevelser – både i Frederikshavn og særligt i Skagen.

Charlotte, mand og to børn har valgt at flytte til kommunen, og bor i dag i Strandby.

Julebordene kan ses på Gallerigangen i den betjente åbningstid frem til 21. december.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste