Nørder mødes i Frederikshavn

20. februar 2018 kl. 05.30

Er man over 50, som deres udsendte, så fatter man ikke en meter.

Er man yngre, har man nok børn, som har YouTube som fremmeste underholdningskanal, og så forstår man måske lidt mere.

Det handler om underholdning på YouTube, og her er parret RobinSamse Danmarks ukronede kongepar, når det kommer til at fange de små og de yngres interesse.

Parret bag RobinSamse, 24-årige Robin Dekker Madsen og 22-årige Samrita Kaur, har gjort det til levevej at underholde på internettet, hvor deres kanal på Youtube har over tre millioner visninger pr måned.

Lørdag eftermiddag var de to på besøg i Arena Nord i Frederikshavn, hvor over 100 havde løst billet til arrangementet.

Det var Landsforeningen Autismes nordjyske afdeling, som havde taget initiativ til besøget, som dog var åbent for alle.

Umiddelbart er der ikke nogen klar sammenhæng mellem RobinSamse og autister, og dog.

Mona Thomsen, som tog initiativ til besøget, er plejemor til en 14-årig med autisme, og hun kan se en sammenhæng mellem RobinSamses nørderier på internettet og autisme.

Børn med autisme i en eller anden grad og form har tit svært ved at begå sig socialt og være sammen med andre mennesker, som de ikke kender.

- Jeg tror, at internettet og for eksempel RobinSamse giver dem et rum, hvor de kan relatere til noget, uden at skulle deltage personligt, siger Mona Thomsen.

Hendes plejesøn, 14-årige Benjamin Frederik Sørensen, fik Mona til at invitere de to til Frederikshavn.

- Jeg har fulgt dem i over et år, og jeg har set næsten alle deres videoer, fortæller Benjamin, som følger med i 28 kanaler på YouTube, men har RobinSamse som sin klare favorit.

Parret bag RobinSamse har ikke tænkt tanken om, at de måske har en særlig fanskare blandt unge med autisme.

- Jeg tror, at folk bare føler sig trygge ved det, vi gør, og de ved sådan cirka, hvad de får, for vi er helt nede på jorden siger Samrita Kaur og Robin Dekker Madsen, som også danner par privat.

De mødte naturligvis hinanden på internettet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste